Madinan

I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn.

(1) Alif Lâm Mîm (Jeg er Allah, den Alvidende).

(2) Dette er den (fuldkomne) bog – der er ingen tvivl derom – en retledning for de retfærdige,

(3) (for) dem, der tror på det usete, og som holder bøn, og som giver ud af det, Vi har forsynet dem med,

(4) Og som tror på det, der er blevet dig åbenbaret, op på det, der er blevet åbenbaret før dig – og som er sikre på det kommende.

(5) Disse er det, som har fulgt retledningen fra deres Herre, og disse er det, som vil fuldkommengøre sig.

(6) Men de, der er vantro – for dem er det lige meget, om du advarer dem, eller du ikke advarer dem – de vil ikke tro.

(7) Allah har forseglet deres hjerter og deres ører, og over deres øjne (ligger der) et slør – og de vil få en svær straf.

(8) Og mellem menneskene er der nogle, der siger: Vi tror på Allah og den yderste dag – men de tror ikke.

(9) De søger at bedrage Allah og dem der tror men de bedrager kun sig selv, og de ved det ikke.

(10) I deres hjerter er der en sygdom, og Allah har ladet deres sygdom tiltage, og de vil få en smertelig straf, fordi de løj.

(11) Og når der siges til dem: Anstift ikke ufred på jorden – så svarer de: Vi er kun folk, der stifter fred.

(12) Men nej, det er visselig dem, der stifter ufred, men de forstår det ikke.

(13) Og når der siges til dem: Tro ligesom andre tror – så siger de: Skal vi tro, som tåberne tror? Men nej, det er sandelig dem selv, der er tåberne, men de ved det ikke.

(14) Og når de møder dem, der tror, siger de: Vi tror (også), men når de går bort til deres onde anførere, siger de: Sandelig vi er med jer. Vi drev kun spot.

(15) Allah vil gengælde dem deres spot og lade dem forsætte i deres overtrædelser, så de bliver forblindede.

(16) Disse er det, som har købt sig vildfarelse for retledning. Men deres handel vil ikke bringe dem gevinst, og de er ikke retledede.

(17) De har det som en mand, der tænder en ild, og efter at den har oplyst alt, hvad der er omkring ham – så tager Allah deres lys bort og efterlader dem i mørke, så de ikke ser.

(18) Døve, stumme (og) blinde (er de), så at de ikke kanvende tilbage.

(19) Eller (de er at ligne ved) tung regn fra skyerne, hvori der er mørke og torden og lynild: de stikker fingrene i ørene af dødsangst for lynene, men Allah er den, der omfatter de vantro.

(20) Lynet borttager næsten deres syn. Hver gang det lyser for dem, vandrer de i det(s lys), men når det bliver mørkt om dem, bliver de stående. Og hvis Allah havde villet det, så havde Han visselig taget deres hørelse og deres syn, thi Allah har magt over alle ting.

(21) I mennesker: Tjen jeres Herre, Som har skabt jer og dem før jer, så at I må blive beskærmede (mod noget sådant),

(22) Som har skabt jorden som et leje for jer og himmelen som et tag, og som sender vand ned fra skyerne og derved frembringer frugter til jeres underhold. Gør derfor ikke nogen jævnbyrdige med Allah, når I dog ved besked.

(23) Og hvis I er i tvivl om det, Vi har åbenbaret vores tjener (Muhammad), så bring en Sûra som denne og anråb de hjælpere, I har foruden Allah, hvis I da taler sandt.

(24) Og hvis I ikke gør det – og I vil aldrig kunne gøre det – tag jer da i vare for den ild, hvis brønde er mennesker og sten – beredt for de vantro.

(25) Og giv godt budskab til dem, der tror og handler retfærdigt, at de vil få haver, gennem hvilke floder strømmer. Hver gang de modtager deres underhold fra deres frugter, vil de sige: Dette er, hvad vi tidligere modtog af underhold, og de vil modtage (frugter) som ligner disse. Og dér vil de have rene ægtefæller, og de vil forblive dér.

(26) Sandelig, Allah forsmår ikke at bruge en lignelse, hvad enten det er en myg eller noget derunder. Hvad så angår dem, der tror, så ved de, at det er sandheden fra deres Herre – og hvad angår dem, der er vantro, så siger de: Hvad vil Allah (sige) med denne lignelse? Dermed dømmer Han mange som vildfarne, og dermed retleder Han mange, men kun de oprørske dømmer Han dermed som vildfarne.

(27) De, som bryder pagten med Allah efter at have sluttet dem, og som opløser, hvad Allah har befalet at sammenslutte, og som stifter ufred på jorden – disse er de tabende.

(28) Hvordan kan i fornægte Allah? Når I dog var uden liv, og Han indgav jer liv. Derpå lader Han jer dø, og derpå skænker Han jer atter livet, så I sendes tilbage til Ham.

(29) Han er Den, der har skabt alt hvad der er på jorden for jer. Dernæst vendte Han sig mod himlen, og Han fuldendte dem som syv himle, og Han ved alle ting.

(30) Og da din Herre sagde til englene: Jeg vil indsætte en statholder på jorden, sagde de: Vil Du anbringe folk, der vil anstifte ufred og udgyde blod der? – når vi dog fejrer Din pris og ophøjer Din hellighed. Han svarede: Sandelig, Jeg ved, hvad I ikke ved.

(31) Og Han lærte Adam alle navne, på derpå foreviste Han englene (de navngivne ting) og sagde: Meddel Mig deres navne, hvis I er sanddru.

(32) De svarede: Hellig er Du og uden mangler. Vi har ingen viden ud over hvad Du har lært os, thi Du er den Alvidende, den Alvise.

(33) Han sagde: Adam, meddel dem deres navne, og efter at han havde meddelt dem deres navne, sagde Han: Sagde Jeg jer ikke at Jeg kender himlenes og jordens hemmeligheder, og Jeg ved hvad, hvad I åbenbarer, og hvad I skjuler.

(34) Og da Vi sagde til englene: Adlyd Adam, da adlød de (alle). Men Iblîs gjorde det ikke. Han afslog og var stolt, thi han var en af de vantro.

(35) Og Vi sagde: O Adam, bo du og din hustru i haven, og spis rigeligt, hvor I vil i den, men kom ikke nær til dette træ, så at I bliver uretfærdige.

(36) Og Satan lod dem begge snuble derved og drev dem bort fra (det sted), de var i, og Vi sagde: Gå bort (som)hinandens fjender, og på jorden vil der være et hjem og underhold for jer til en tid.

(37) Derefter modtog Adam nogle (åbenbarings-)ord fra sin Herre, og Han vendte Sig (nådig) til ham thi Han er den, der ofte vender Sig (i nåde), den Barmhjertige.

(38) Vi sagde: Gå alle ud herfra, og de, der – når der kommer retledning til jer fra Mig – følger Min retledning – over dem skal der ikke komme frygt, og de skal ikke sørge.

(39) Og de, som er vantro og nægter Vore tegn – de vil være ildens beboere, og de vil forblive der (i lang tid).

(40) O Israels børn, ihukom Min nåde, som Jeg beviste jer, og opfyld pagten med Mig, så vil Jeg opfylde pagten med jer – og frygt Mig alene.

(41) Og tro på det, Jeg åbenbarede til bekræftelse på, hvad der er hos jer og vær ikke de første til at fornægte det og sælg ikke Mine tegn for en ringe pris – og frygt Mig alene.

(42) Og sammenbland ikke sandheden med løgn og skjul ikke sandheden, når I dog ved besked.

(43) Og hold bøn og betal Zakât og bøj jer sammen med dem, der bøjer sig (i bøn).

(44) Vil I påbyde mennesker retfærdighed og forglemme jeres egne sjæle, når I dog læser Skriften. Mon I da ikke forstår?

(45) Og søg bistand i tålmodighed og bøn. Og det er sandelig svært – undtagen for de ydmyge,

(46) De, som ved at de skal møde deres Herre, og at de skal vende tilbage til Ham.

(47) O Israels børn, ihukom den nåde, som Jeg har bevist jer, og at Jeg udmærkede jer frem for (andre) folkeslag (på den tid).

(48) Og frygt de dag, da ingen sjæl kan udrette noget for en anden, og da ingen forbøn vil blive modtaget fra den, og da ingen retfærdiggørelse vil blive antaget for den, og da de ikke vil blive hjulpet.

(49) Og (ihukom den tid) da Vi frelste jer fra Faraos folk, som pålagde jer en hård straf, idet de dræbte jeres sønner og lod jeres døtre leve. Og heri var der en svær prøvelse fra jeres Herre.

(50) Og da Vi delte havet for jer og derved reddede jer, men lod Faraos folk drukne medens I så til.

(51) Og da Vi lovede Moses fyrre nætter (til mødet på bjerget), mens I tog kalven (til gud) i hans fravær og I var uretfærdige.

(52) Derpå tilgav Vi jer efter dette, for at I skulle være taknemmelige.

(53) Og (ihukom den tid) da Vi gav Moses skriften og sondringen (mellem sandt og falsk), for at I kunne være retledede.

(54) Og da Moses sagde til sit folk: O mit folk, I har visselig handlet uret mod jer selv ved at tage kalven (som gud). Vend derfor tilbage til jeres Skaber og dræv jeres onde begær. Dette er bedre for jer hos jeres Skaber. Da vendte Han sig til jer, thi Han er Den der vender Sig (i nåde), den Barmhjertige.

(55) Og (ihukom den tid) da I sagde: Moses, vi vil ikke tro på dig, før vi ser Allah ansigt til ansigt, – da ramte jordskælv jer, mens I så til.

(56) Derpå oprejste Vi jer efter jeres (tilsyneladende) død, for at I kunne være taknemmelige.

(57) Og Vi lod skyerne overskygge jer og sendte Manna og Salwâ ned over jer (idet Vi sagde): Spis af de gode ting, som Vi forsyner jer med. – Og de skadede ikke Os, men de skadede sig selv.

(58) Og (ihukom den tid) da Vi sagde: Gå ind i denne by, og spis rigeligt af hvad I vil, og gå ind ad porten i ydmyghed og sig: (Vi beder om) tilgivelse. – Så vil Vi tilgive jeres synder, og Vi vil visselig forøge (det gode) for dem, der handler godt.

(59) Og de, som var uretfærdige, ombyttede den bøn, Vi havde pålagt dem, med en anden. Da sendte Vi en straf fra himlen over dem, som var uretfærdige, fordi de var oprørske.

(60) Og (ihukom den tid) da Moses bad om drikkevand for sit folk. Da sagde Vi: Slå klippen med din stav – da brød tolv kilder frem af den. Enhver stamme kendte visselig sit drikkested. (Vi sagde): Spis og drik af Allahs forsyning og handl ikke ondt på jorden, idet I stifter ufred.

(61) Og da I sagde: O Moses, vi kan ikke udholde en (slags) føde (alene), Bed derfor til din Herre for os, at Han skænker os af det, jorden lader vokse frem: af dens urter og dens agurker og dens hvede og dens linser og dens løg. Han sagde: Ønsker I at ombytte det bedre med det ringere? Gå ind i en (eller anden) by, thi der vil I finde, hvad I beder om. – Og de blev slået med skændsel og elendighed og pådrog sig Allahs vrede. Dette (skete), fordi de forkastede Allahs tegn og søgte at dræbe profeterne o deres uretfærdighed. Dette (skete), fordi de var ulydige og begik overtrædelser.

(62) Sandelig, de troende og jøderne og de kristne og sabierne – de af dem, som tror på Allah og den yderste dag og handler retfærdigt – de vil få deres belønning hos deres Herre, og ingen frygt skal komme over dem, og de skal ikke sørge.

(63) Og (ihukom den tid) da Vi oprettede en pagt med jer og lod bjerget hæve sig højt over jer (og sagde): Hold fast ved det, som Vi giver jer, med styrke, og husk, hvad der er deri, for at I må frelses.

(64) Men derefter vendte I jer bort, og havde det ikke været for Allahs nåde mod jer og Hans barmhjertighed, havde I visselig været blandt de tabende.

(65) Og I kender visselig dem blandt jer, som begik overtrædelser på sabbatsdagen. Da sagde Vi til dem: Bliv (som) foragtede aber.

(66) Således gjorde Vi dette til et advarende eksempel for dem, der var dengang, og for dem, som kom efter – og til en formaning for de gudfrygtige.

(67) Og (ihukom den tid) da Moses sagde til sit folk: Sandelig, Allah befaler jer, at I slagter en ko. De sagde: Driver du spot med os? Han sagde: Jeg søger tilflugt hos Allah mod (den tanke), at jeg skulle være en af de uvidende.

(68) De sagde: Påkald din Herre for os, at Han gør det klart for os, hvordan den er. Han sagde: Han siger visselig, at det er en ko, hverken gammel eller ung, fuldvoksen, midt imellem. Gør nu, hvad I er blevet befalet.

(69) De sagde: Påkald din Herre for os, at Han gør det klart for os, hvilken farve den har. Han sagde: Han siger visselig, at det er en gul ko, rig i farven, en fryd for beskuerne.

(70) De sagde: Påkald din Herre for os, at Han gør det klart for os, hvordan de er. Thi alle køer synes os ens. Og sandelig, hvis Allah vil det, vil vi være retledede.

(71) Han sagde: Han siger visselig, at det er en ko, som ikke har båret åg for at pløje jorden eller for at vande ageren, sund og uden dadel. De sagde: Nu har du bragt (os) sandheden. Derpå slagtede de den, men det var nær ved, at de ikke havde gjort det.

(72) Og (ihukom den tid) da I forsøgte at dræbe et menneske og stredes derom. Og Allah bringer frem i lyset, hvad I skjuler.

(73) Da sagde Vi: Sammenlign med lignende (tilfælde): Således giver Allah liv til de døde og viser jer Sine tegn, for at I må forstå.

(74) Og derefter blev jeres hjerter forhærdede, så de blev som sten eller endnu hårdere. Og fra nogle sten strømmer visselig floder frem, og andre spaltes visselig, så vand strømmer ud. Og der er visselig nogle af dem, som ydmyger sig af frygt for Allah. Og Allah er ikke uvidende om, hvad I gør.

(75) Mon I håber, at de skal tro på jer, når en del af dem visselig hørte Allahs ord, og derpå forandrede det, efter at de havde forstået det, og de ved det?

(76) Og når de møder de troende, siger de: Vi tror – og når de går bort for sig selv, siger de til hinanden: Vil I fortælle dem, hvad Allah har åbenbaret jer, så at de kan strides med jer derom for jeres Herre? Mon I da ikke forstår?

(77) Ved de ikke, at Allah ved, hvad de skjuler og hvad de åbenbarer?

(78) Og blandt dem [jøderne] er der analfabeter, som ikke kender skriften, men kun (lavt) begær, og de bygger blot på formodninger.

(79) Derfor ve over dem, som skriver Skriften med deres egne hænder og så siger: Dette er fra Allah – for at sælge det for en ringe pris. Ve derfor over dem, for hvad deres hænder har skrevet, og ve over dem, for hvad de har fortjent.

(80) Og de siger: Ilden skal kun berøre os nogle få dage. Sig: Har I fået en forjættelse fra Allah? For så vil Allah ikke bryde Sit løfte. Eller sier I om Allah, hvad I ikke ved?

(81) Men nej, de der erhverver sig ondt og hvis synder omringer dem – er ildens beboere. De skal forblive dér.

(82) Og de, som tror og handler retfærdigt – er havens beboere. De skal forblive dér.

(83) Og (ihukom den tid) da Vi oprettede en pagt med Israels børn: I skal ikke tilbede nogen anden end Allah – og (vise) godhed mod forældre og slægtninge og forældreløse og fattige, og I skal tale godt til mennesker og holde bøn og give Zakât. – Men derefter vendte I jer bort undtagen nogle få af jer, og I var uvillige.

(84) Og (ihukom den tid) da Vi sluttede pagt med jer: I skal ikke udgyde jeres egne blod eller uddrive jeres egne fra jeres hjem. – Derefter anerkendte I (pagten), og I bar selv vidnesbyrd (derom).

(85) Men nu er I sådanne, som dræber hinanden og uddriver en del af jeres egne fra deres hjem, idet I hjælper hinanden mod dem i synd og overtrædelse. Men hvis de kommer til jer som fangne, så løskøber I dem – og det var jer forbudt at uddrive dem. Vil I tro på én del af Skriften og fornægte den anden? Der er da ikke nogen anden belønning for den af jer, der handler sådan, end skændsel o dette liv – og på opstandelsens dag skal de overgives til den strengeste straf. Og Allah er ikke uvidende om, hvad I gør.

(86) Disse er det, som har købt det nuværende liv for det kommende. Derfor skal straffen ikke mildnes for dem, og de skal ikke hjælpes.

(87) Vi gav visselig Moses Skriften og lod sendebudene efter ham følge i hans fodspor, og Vi gav Jesus, Marias søn, de klare tegn og styrkede ham med den hellige ånd. Vil I da, hver gang der kommer et sendebud til jer med hvad jeres sjæle ikke begærer, være overmodige? Og nogle af dem forkastede I, og andre søgte I at dræbe.

(88) Men de siger: Vore hjerter er uomskårne. Nej, Allah har forbandet dem for deres vantro, og ringe er det, de tror [eller: de er lidettroende].

(89) Og efter at bogen [Qur’ânen] er kommet til dem fra Allah som bekræftelse på det, de har – og de plejede før at bede om sejr over de vantro – efter at det, som de kender, er kommet til dem, forkastede de det. Allahs forbandelse er derfor over de vantro.

(90) Slet er det, som de har solgt deres sjæle for: at de forkaster hvad Allah har åbenbaret af misundelse over, at Allah sender Sin nåde til hvem Han vil af Sine tjenere. Derfor bringer de vrede over vrede ned over sig, og for de vantro vil der være en ydmygende straf.

(91) Og når der siges til dem: Tro på det, Allah har åbenbaret – siger de: Vi tror på det, der er åbenbaret os – og de forkaster det, der er (åbenbaret) efter det. – Og det er (dog) sandheden, som bekræfter det, de har. Sig: Hvorfor forsøgte I da at dræbe Allahs profeter tidligere, hvis I (virkelig) var troende?

(92) Og visselig kom Moses til jer med de klare tegn, men I tog kalven (til gud) i hans fravær, og I var uretfærdige.

(93) Og (ihukom den tid) da Vi oprettede en pagt med jer og lod bjerget hæve sig over jer (og sagde): Hold fast ved det, som er blevet givet jer, med styrke, og hør efter. (Men) de sagde: Vi hører og vi er ulydige. Og deres hjerter var fyldt af (attrå til) kalven på grund af deres vantro. Sig: Slet er det, jeres tro påbyder jer, hvis I (da) er troende.

(94) Sig: Hvis det kommende livs bolig hos Allah er for jer alene – med udelukkelse af de andre mennesker, så ønsk jer døden, hvis I er sandfærdige.

(95) Men de vil aldrig ønske sig den på grund af det, deres hænder har sendt i forvejen. Og Allah kender de uretfærdige.

(96) Og du vil visselig finde, at de og nogle af afgudsdyrkerne er de begærligste mennesker efter (dette)liv. Enhver af dem ønsker, at han måtte leve i tusind år. Men det ville ikke holde straffen borte fra ham, at han fik skænket (et så langt) liv. Og Allah ser (alt) det, de gør.

(97) Sig: Den, der er en fjende af Gabriel – thi ham er det, som på Allahs bud har åbenbaret den [Qur’ânen] til dit hjerte, som en bekræftelse på det, der var før den, og som retledning og glædeligt budskab til de troende –

(98) Den, der er en fjende af Allah og Hans engle og Hans sendebud og Gabriel og Mikael, (skal vide) at Allah visselig er en fjende af de vantro.

(99) Vi har visselig åbenbaret dig klare tegn, og ingen forkaster dem undtagen de oprørske.

(100) Hvorledes? Hver gang de sluttede en pagt, forkastede en del af dem den? Nej, de fleste af dem troede ikke.

(101) Og efter at et sendebud er kommet til dem fra Allah som bekræftelse på det, de har, kaster en del af dem, der har modtaget Skriften, Allahs bog bag deres rygge, som om de ikke vidste (besked).

(102) Og de [jøderne] følger det, som oprørerne forelæste under Salomons regering – og Salomon var ikke vantro, men oprørene var vantro og lærte folket falskhed og bedrag. Og (de mener også at følge det), som blev åbenbaret de to sendebud i Babel, Hârût og Mârût. Men de to lærte ingen, førend de havde sagt: Vi er blot en prøvelse (fra Gud), forkast (os) altså ikke. Altså lærte de af dem det, som skilte en mand fra hans hustru, dog skadede de ingen dermed – undtagen med Allahs billigelse. Men (jøderne her) lærer, hvad der skader dem og ikke gavner dem. Og de ved visselig, at den, der tilkøber sig dette, ikke har nogen andel i det kommende (liv). Og slet er det visseligt, som de sælger deres sjæle for. Om de blot vidste det.

(103) Og hvis de havde troet og handlet retfærdigt, så havde lønnen fra Allah visselig været bedre, om de blot havde vidst det.

(104) O I som tror, sig ikke: Râ’inâ, men sig: Unzurnâ og ly efter. Og de vantro vil få en smertelig straf.

(105) De, der er vantro af Skriftens folk, og afgudsdyrkerne ønsker ikke, at der skal sendes jer noget godt fra jeres Herre, men Allah udvælger i Sin barmhjertighed hvem Han vil, og Allah er Herre over den største nåde.

(106) Hvilket tegn [bud] Vi end ophæver eller ladet gå i glemme, så bringer Vi et, der er bedre end det eller lig det. Mon du ikke ved, at Allah er mægtig over alle ting.

(107) Mon du ikke ved, at Allah har magten over himlene og jorden? Og I har ingen beskytter eller hjælper undtagen Allah.

(108) Ønsker I at spørge jeres Sendebud, ligesom Moses blev udspurgt før? Og den, der ombytter troen med vantro, er sandelig faret vild fra den rette vej.

(109) Mange af Skriftens folk ønsker i deres sjæle misundelse, at de atter kan gøre jer vantro, efter at I har troet, (og) efter at sandheden står dem selv klart. Men bær over med dem og tilgiv, indtil Allah bringer Sin beslutning (til udførelse). Sandelig, Allah har magt over alle ting.

(110) Og hold bøn og betal Zakât. Og hvad I sender i forvejen af godt for jer selv, det vil I finde hos Allah. Allah ser visseligt alt, hvad I gør.

(111) Og de siger: Ingen skal træde ind i (paradisets) have – indtage de, der er jøder og kristne. Således er deres forfængelige ønsker. Sig: Bring jeres bevis, hvis I er sandfærdige.

(112) Nej, de, der hengiver sig helt til Allah og handler godt, de skal have deres belønning hos deres Herre, og over dem skal der ikke komme frygt, og de skal ikke sørge.

(113) Og jøderne siger: De kristne bygger på intet – og de kristne siger: Jøderne bygger på intet. Og dog læser de (begge) Skriften. Således – ligesom deres tale – sagde de, som ikke havde nogen viden. Men Allah vil dømme mellem dem på opstandelsens dag angående det, som de er uenige om.

(114) Og hvem er uretfærdigere end den, der forhindrer, at Allahs navn bliver ihukommet i Allahs templer, og som stræber efter at ødelægge dem. Det sømmer sig ikke, at sådanne skulle betræde dem undtagen med ærefrygt. For dem vil der være skændsel i denne verden, og i den kommende en stor straf.

(115) Og østen og vesten tilhører Allah. Hvor i da end vender jer hen – der er Allahs ansigt. Allah er sandelig Altomfattende, Alvidende.

(116) Og de (kristne) siger: Allah har antaget sig en søn. Lovpriset være Han, Som er fri for alle mangler. Nej, sandelig, Ham tilhører hvad der er i himlene og på jorden, alle ting adlyder Ham,

(117) Himlenes og jordens Skaber. Og når Han beslutter en ting, siger Han kun til [eller: om] den: Bliv til – og den bliver til.

(118) Og de uvidende siger: Hvorfor taler Allah ikke til os? Hvorfor kommer der ikke et tegn til os? På lignende vis talte de, der var før dem. Deres hjerter er ens. Vi har visselig gjort tegnene tydelige for folk, som har vished.

(119) Se, Vi har sendt dig [Muhammad] med sandheden, som en forkynder af glædeligt budskab og som en advarer. Og du skal ikke spørges om helvedes beboere.

(120) Og hverken jøderne eller de kristne vil være tilfredse med dig, førend du følger deres religion. Sig: Allahs retledning – det er (alene) retledningen. Og hvis du følger deres onde begær, efter at erkendelsen er kommet til dig, vil du ikke have nogen beskytter eller hjælper i Allah.

(121) De, til hvem Vi har givet Bogen [Qur’ânen], følger den, som de bør følges. Det er dem, der tror på den. Og de, som forkaster den, er de tabende.

(122) O Israels børn, ihukom Min nåde, som Jeg bar bevist jer, og at Jeg har udmærket jer frem for folkene (på jeres tid).

(123) Og frygt den dag, da ingen sjæl kan gøre noget for en anden, og da der ikke vil blive modtaget retfærdiggørelse for [eller: fra] den, og da forbøn ikke vil gavne den, og de vil bliver hjulpet.

(124) Og (husk den tid) da Abrahams Herre stillede ham på prøve ved (visse) bud, som han opfyldte. Da sagde Han: Jeg vil gøre dig til en Imâm [fører] for menneskene. (Abraham) sagde: Og af mine efterkommere? Han sagde: Min pagt omfatter ikke de uretfærdige.

(125) Og (husk den tid) da Vi gjorde huset [Ka’baen] til samlingssted for menneskene og til et sikkert (tilflugtssted): Tag Abrahams ståsted til bedested – og Vi bød Abraham og Ismael: Rens mit hus for dem, der vandrer omkring det, og dem, der dvæler i andagt, og dem, der bøjer og kaster sig ned (i bøn).

(126) Og da Abraham sagde: Min Herre, gør dette ti len sikker by, og forsørg dens folk med (jordens) frugter, så mange af dem, som tror på Allah og den yderste dag. Han sagde: Og Jeg vil også forsyne dem, der er vantro, en kort tid, derpå vil Jeg drive dem til ildens straf, og dårligt er målet for (deres) rejse.

(127) Og da Abraham og Ismael oprejste husets grundvolde, (idet de bad): Vor Herre, modtag (dette) af os, thi Du er den Althørende, den Alvidende.

(128) Vor Herre, gør os begge til folk, der er Dig hengivne, og (oprejs) af vor sæd et folk, der er Dig hengivent, og vis os vore ofre og bønner, og vend Dig nådig til os, thi Du er Den, der vender Dig (til os i Din nåde), den Barmhjertige.

(129) Vor Herre, oprejs blandt dem et sendebud af deres midte, som forelæser dem Dine tegn, og lære dem Bogen og Visdommen og renser dem, thi Du er den Almægtige, den Alvise.

(130) Og hvem vender sig vel bort fra Abrahams religion undtagen den, der gør sig selv til tåbe? Og Vi har visselig udvalgt ham i denne verden, og han vil visselig i den kommende være blandt de retfærdige.

(131) Og da hans Herre sagde til ham: Underkast dig [blev Muslim], sagde han: Jeg underkaster mig verdenernes Herre.

(132) Og Abraham pålagde sine sønner dette, og (det samme gjorde) Jakob: O mine sønner, Allah har visselig udvalgt denne religion over jer. Dø derfor ikke, medmindre I er Muslimer [I har underkastet jer].

(133) Eller var I vidner, dengang døden kom til Jakob? Da han sagde til sine sønner: Hvad vil I tilbede efter mig? De sagde: Vi vil tilbede din Gud og dine fædres Gud, Abrahams, Ismaels og Isaks Gud, den Eneste Gud, og vi er Ham hengivne [er Muslimer].

(134) Dette er et folk, der er gået bort. De har fået, hvad de fortjente. Og (også) jer vil tilkomme, hvad i fortjener, og I skal ikke udspørges om deres gerninger.

(135) Men de siger: Bliv jøder eller kristne, så vil I være retledede. Sig: Nej, (følg) Abraham den oprigtiges religion, thi han hørte ikke til afgudsdyrkerne.

(136) Sig: Vi tror på Allah og hvad der er åbenbaret os, og hvad der er åbenbaret Abraham og Ismael og Isak og Jakob og stammerne, og på det, der blev givet Moses og Jesus, og på det, der blev givet (alle) profeterne fra deres Herre. Vi gør ikke nogen forskel på dem, og vi er Ham hengivne.

(137) Og hvis de tror på det samme, som I tror på, så er de retledede. Men hvis de vender sig bort, så er det alene dem, der skaber splittelse. Allah vil da være dig tilstrækkelig (værn) mod dem, og Han er den Althørende, den Alvidende.

(138) (Sig: Vi følger) Allahs religion. Og hvem er en bedre (lærer) i troen end Allah? Og vi tjener Ham (alene).

(139) Sig: Vil I strides med os om Allah, når Han dog er vores Herre og jeres Herre. Vi har vore gerninger, og I har jeres gerninger. Og vi er Ham alene hengivne.

(140) Eller vil I sige: Se, Abraham og Ismael og Isak og Jakob og stammerne var jøder eller kristne. Sig: Ved I bedre – eller Allah? Og hvem er mere uretfærdig end den, der skjuler det vidnesbyrd, som han har fra Allah? Og Allah er ikke uvidende om, hvad I gør.

(141) Dette er et folk, der er gået bort. De har fået, hvad de fortjente. Og (også) jer vil tilkomme, hvad I fortjener, og I skal ikke udspørges om deres gerninger.

(142) Tåberne blandt folket vil snart sige: Hvad har vendte dem fra deres Qiblah, som de (tidligere) fulgte? Sig: Østen og vesten tilhører Allah. Han leder hvem Han vil til den rette vej.

(143) Og således har Vi gjort jer til en ophøjet menighed [eller: en formidlende menighed], at I må være vogtere [eller: vidner] over mennesker, og for at Sendebudet må være vogter over jer. Og Vi indsatte kun den Qiblah, som du (tidligere) fulgte, for at Vi kunne skelne den, der følger Sendebudet fra den, der vender sig på sine hæle. Og det var visseligt tungt undtagen for dem, som Allah har retledet. Og Allah vil ikke gøre jeres tro til intet, thi Allah er Mild (og) Barmhjertig mod mennesker.

(144) Vi har visselig set dig dreje dit ansigt mod himmelen. Så vil Vi da også vende dig mod Qiblah, som du vil have behag i: Vend da dit ansigt mod den Hellige Moské [Ka’baen]. Og hvor I end er, så vend jeres ansigter mod den. Og de, som modtog Skriften ved visselig, at det er sandheden fra deres Herre, og Allah er ikke uvidende om, hvad de gør.

(145) Og selv om du bragte dem, der modtog Skriften, ethvert tegn, så ville de ikke følge din Qiblah. Og du kan ikke følge deres Qiblah. Og ingen af dem kan følge de andres Qiblah. Og hvis du [læseren] fulgte deres forfængelige ønsker, efter at erkendelsen er kommet til dig, så ville du sandelig høre til de uretfærdige.

(146) De, som Vi har givet Skriften genkender ham [Profeten], som de kender deres (egne) sønner, men en del af dem skjuler visselig sandheden, og de ved (det).

(147) (Han er) sandheden fra din Herre, vær derfor ikke blandt tvivlerne.

(148) Og enhver har et mål, hvorefter han stræber: kappes derfor i gode gerninger. Hvor I end er, så vil Allah bringe jer sammen, thi Allah har magt over alle ting.

(149) Og hvor du end drager ud fra, så vend dit ansigt mod den Hellige Moské, thi det er visselig sandheden fra din Herre, og Allah er ikke uvidende om, hvad I gør.

(150) Og hvor du end drager ud fra, så vend dit ansigt mod den Hellige Moské, og hvor I end er, så vend jeres ansigter mod den, for at folk ikke må have nogen anklage [eller: noget bevis] mod jer – undtagen de af dem, som er uretfærdige. – Frygt derfor ikke dem, men frygt Mig nådehandlinger mod jer, og for at I må være retledede,

(151) Ligesom Vi har sendt til jer et Sendebud fra jeres midte, som forelæser jer Vore tegn og renser jer og lærer jer Bogen og Visdommen læ lærer jer, hvad I ikke vidste.

(152) Ihukom derfor Mig, så vil Jeg ihukomme jer, og vær taknemmelige mod Mig og vær ikke utaknemmelige mod Mig [eller: vantro].

(153) Og I som tror, søg hjælp i udholdenhed og bøn, thi Allah er med de udholdende.

(154) Og sig ikke om dem, der er blevet dræbt for Allahs sag, at de er døde. Nej, levende (er de), men I forstår det ikke.

(155) Og Vi vil visselig prøve jer med en vis del frygt og sult og tab af ejendom og liv og afgrøde, men forkynd glædeligt budskab til de udholdende,

(156) (til) dem, der – når en ulykke rammer dem – siger: Sandelig, vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage.

(157) (Det er) disse, over hvem velsignelser og barmhjertighed fra deres Herre (kommer), og det er disse, som er de retledede.

(158) Sandelig, as-Safâ og al-Marwah hører til Allahs tegn, derfor er det ingen brøde for dem, der valfarter til (Guds) Hus eller besøger det, at han løber frem og tilbage mellem dem. Og den, der gør godt frivilligt, (han skal vide) at Allah visselig er Den, der belønner godt, den Alvidende.

(159) Sandelig, de som skjuler hvad Vi har åbenbaret af de tydelige tegn og retledningen, efter at Vi har gjort det klart for menneskene i Bogen – disse vil Allah forbande, og de forbandende vil forbande dem.

(160) Men de, som angrer og forbedre sig og kender sig åbent (til sandheden) – disse vender Jeg Mig til (i Min nåde), og Jeg er Den, der vender Mig (i nåde), den Barmhjertige.

(161) Sandelig, de som er vantro og dør som vantro, over dem er Allahs forbandelse og englenes og menneskenes tilsammen.

(162) De skal blive i den. Straffen skal ikke mildnes for dem, og der skal ikke gives dem udsættelse.

(163) Og jeres Gud er Een Gud. Der er ingen gud undtagen Ham, den Nådige, den Barmhjertige.

(164) Sandelig, i skabelsen af himlene og jorden og i nattens og dagens skiften og i skibene, som sejler på havet med det, der gavner menneskene, og i det vand, som Allah sender ned fra himlen, og hvormed Han giver jorden liv efter dens død, og hvorpå Han udbreder alle slags levende væsener – og i omskifteligheden i vinde og skyer, som er tvunget i tjeneste mellem himlen og jorden – er der visselig tegn for folk, som forstår.

(165) Og (dog) er der blandt mennesker sådanne, som sætter guder ved siden af Allah [eller: gør dem lige med], idet de elsker dem, som kun Allah bør elskes. Men de troende er stærkere i deres kærlighed til Allah. Og hvis de uretfærdige kunne se (den time), da de skal møde straffen, (så ville de forstå), at al magt tilhører Allah, og at Allah er streng til at straffe.

(166) Da de, som blev fulgt, siger sig fri af dem, som fulgte, og de ser straffen, og midlerne (til hjælp) bliver afskåret fra dem,

(167) Da de, som blev fulgt, vil sige: Hvis vi kunne vende tilbage (til jorden), så ville vi sige os fri af dem, ligesom de (nu) har sagt sig fri af os. – Således vil Allah vise dem deres gerninger (som) fortrydelse for dem, og de skal ikke kunne undslippe ilden.

(168) O I mennesker, spis af det, der er tilladt (og) godt på jorden og fælg ikke (i) Satans fodspor, thi han er jer en åbenbar fjende.

(169) Han opfordrer jer kun til slethed og skændighed, og til at I siger om Allah, hvad I ikke ved.

(170) Men når der siges til dem: Følg det, som Allah har åbenbaret! – siger de: Nej, vi følger det, som vi fandt vore fædre optaget af. – Også selv om deres fædre intet forstod og ikke var retledede?

(171) Og de som er vantro ligner den (mand), som anråber det, som intet hører – men (det er) kun et råb og et skrig. Døve, stumme (og) blinde (er de), så de intet forstår.

(172) O I som tror, spis af de gode ting, som Vi har forsynet jer med, og vær taknemmelige mod Allah, hvis det er Ham, I tjener.

(173) Han har kun forbudt jer det selvdøde og blod og svinekød og det, hvorover et andet navn end Allahs er blevet påkaldt. Men den, der er tvunget (af sult), uden at begære (det) eller overtræde (mindstemålets) grænser – over denne kommer der ingen (straf for) synd, thi Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(174) Sandelig, de som skjuler, hvad Allah har åbenbaret af Bogen og sælger det for en ringe pris – sådanne fylder kun deres maver med ild, og Allah vil ikke tale til dem på opstandelsens dag og vil ikke rense dem. Og til dem er der en smertelig straf.

(175) Det er sådanne, som køber vildfarelse for retledning og straf for tilgivelse. Hvor stor er ikke deres udholdenhed over for ilden.

(176) Sådan (skal det være), fordi Allah har åbenbaret Bogen med sandheden. Og sandelig, de, som er uenige om Bogen, er visselig gået vidt i fjendskab.

(177) Fromhed består ikke i, at I vender jeres ansigter mod øst eller vest, men (sandt) retfærdig er den, der tror på Allah og den yderste dag og englene og Bogen og profeterne, og som af kærlighed til Ham giver (af) sin ejendom til slægtningene og de forældreløse og de fattige og den vejfarende og de bedende og til (løskøbelse af) de fangne, og som holder bøn og betaler Zakât. Og (ligeledes) de, der opfylder deres løfter, når de har afgivet det, og de, der er udholdende i trængsler og nød og i krigstid. Sådanne er de, der er sande (troende), og sådanne er de (virkeligt) retfærdige.

(178) O I som tror, der er forskrevet jer gengældelse angående de dræbte: den frie for den frie, og slaven for slaven og kvinden for kvinden. Men hvis nogen tilgives noget af sin broder, så (skal rets)forfølgelsen (ske) med billighed, og løsepenge (betales) ham med godhed. Dette er en lettelse fra jeres Herre og en barmhjertighed. Og den, der derefter forbryder sig – han skal have en smertelig straf.

(179) Og der er liv for jer i gengældelsen, I forstandige, så at I må nyde sikkerhed.

(180) Når døden nærmer sig en af jer, og han efterlader formue, (så) er der foreskrevet jer testamente til forældrene og de nærmeste med billighed – (som) en pligt for de gudfrygtige.

(181) Og de, der ændrer det, efter at have hørt det, på dem, der har ændret det, skal skylden derfor alene hvile. Allah er sandelig Althørende, Alvidende.

(182) Men den, der frygter partiskhed eller uret fra en testator, og så stifter fred mellem dem, på ham (hviler der) ingen synd. Sandelig, Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(183) O I som tror, det er jer foreskrevet at faste – ligesom det foreskrevet dem før jer, for at I må blive retfærdige –

(184) Et bestemt antal dage. Men den af jer, som er syg eller på rejse, (han skal faste) et (lige så stort) antal andre dage – og for dem, som (kun) med vanskelighed kan udholde det, (gælder som) erstatning: bespisning af en fattig. Men den, som frivilligt øver en god gerning – det er (endnu) bedre for ham, og at I faster er bedst for jer, om I blot vidste det.

(185) Måneden Ramadân er den, i hvilken Qur’ânen blev åbenbaret (som) retledning for menneskeheden og med klare beviser på retledningen og (at de er) den (Bog), der sondrer (mellem sandt og falsk). Derfor skal den, som er vidne til denne måned, faste i den. Men den, som er syg eller på rejse, (skal faste) det (samme) antal af andre dage. Allah ønsker at gøre det let for jer og ønsker ikke at gøre det besværligt for jer, og at I fuldender antallet (af fastedage), og at I lovpriser Allah, fordi Han har retledet jer, og at I må blive taknemmelige.

(186) Og når Mine tjenere spørger dig om Mig, så (sig): Jeg er nær. Jeg svarer den bedendes bøn, når han påkalder Mig. Derfor skal de høre på Mig og tro på Mig, for at de må vandre på den rette vej.

(187) Det er jeg tilladt at have kønsligt samkvem med jeres hustruer om natten i fasten. De er en klædning got jer, og I er en klædning for dem. Allah ved, at I var uærlige over for jer selv, derfor har Han nådigt vendt Sig til jer og skænket jer (denne) lettelse. Gå derfor nu ind til dem og søg, hvad Allah har bestemt for jer, og spis og drik, indtil morgenrødens hvide tråd kan skelnes fra dens sorte tråd, og fuldend så fasten til natten (falder på). Men gå ikke ind til dem når I dvæler i andagt i moskeerne. Dette er Allahs grænser: gå derfor ikke nær til dem. Således gør Allah Sine tegn tydelige for mennesker, for at de må vogte sig (mod ondt).

(188) Og opæd ikke hinandens ejendom med falskhed og søg ikke adgang til øvrigheden dermed, for at I – skønt vidende – kan opæde en del af menneskers ejendom med urette.

(189) De spørger dig om nymånerne. Sig: De er et middel til at måle tiden for menneskene og til (fastsættelse af)Valfarten. Og det er ikke fromhed, at I går ind i jeres huse fra deres bagside, men sandt retfærdig er den, der er gudfrygtig. Men gå ind i jeres huse ad deres døre, og frygt Allah, for at I må blive fuldkomne.

(190) Og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allah elsker ikke angriberne.

(191) Og dræb dem, hvor I end finder dem, og driv dem ud fra (den by), hvorfra de fordrev jer, thi forfølgelse er værre end krig. Men bekæmp dem ikke ved den Hellige Moské, førend de bekæmper jer der. Men hvis de kæmper jer der, så bekæmp dem. Således (er) de vantros belønning.

(192) Men hvis de afstår (fra kamp), så er Allah visselig Tilgivende, Barmhjertig.

(193) Og bekæmp dem, indtil der ikke mere er forfølgelse, og troen på Allah er (fri). Men hvis de afstår (fra kamp), så (skal de vide), at der kun er fjendskab mod de uretfærdige.

(194) (Vanhelligelse af) en hellig måned (ved kamp, skal gengældes) i den hellige måned, og i alle hellige ting (skal der være) gengældelse. Den, der da begår overgreb mod jer, ham skal I gengælde hans overgreb i samme grad, som han begik overgreb mod jer. Men frygt Allah, og vid, at Allah er med de gudfrygtige.

(195) Og giv ud for Allahs sag og kast jer ikke i ødelæggelse med jeres (egne) hænder og handl godt, thi Allah elsker dem, der handler godt.

(196) Og udfør Valfarten og Besøget for Allah. Men hvis I er forhindret, så (skænk) et offer, som det falder jer let. Og barber ikke jeres hoveder, førend offeret har nået sit bestemmelsessted. Og den, der er syg blandt jer, eller som har en lidelse i hovedet, (for ham skal der være)løskøbelse ved faste eller almisse eller et offer. Og når I (igen) er i sikkerhed, så (skal der for) den, der drager nytte af Besøget indtil Valfarten, (være at give) et offer, som det falder am let. Men den, der ikke finder (midlerne hertil), han skal faste i tre dage under Valfarten – og syv dage, når I er vendt hjem; det er ti i alt. Dette (gælder) for den, der ikke har sin slægt i nærheden af den Hellige Moské. Og frygt Allah, og vid, at Allah er streng til at straffe.

(197) Valfartsmånederne er velkendte. Den, der derfor beslutter at fuldføre Valfarten i dem, (skal vide, at) der ikke må være sanseligt begær og ikke overtrædelse og ikke strid under Valfarten. Og hvad I gør af godt – Allah kender det. Og forsyn jer (til rejsen), men det bedste forråd er retfærdighed, og frygt Mig (alene), I forstandige.

(198) Det skal ikke regnes jer som synd, at I søger nåde fra jeres Herre. Dog når I strømmer ned fra ’Arafât, så skal I ihukomme Allah ved Masj’ar al-Harâm. Og ihukom Ham, hvorledes Han har retledet jer, selv om I også før var af de vildfarne.

(199) Vend derpå tilbage derfra, hvor folk vender tilbage fra, og bed Allah om tilgivelse. Allah er visselig Tilgivende, Barmhjertig.

(200) Når I så har afsluttet jeres ofre, ihukom da Allah, som I plejede at mindes jeres fædre – eller (snarere) med en stærkere ihukommelse. Og blandt mennesker er der dem, der siger: Vor Herre, giv os i denne verden – men de har ingen del i den kommende.

(201) Og blandt dem er der nogle, der siger: Vor Herre, giv og gode ting i denne verden, og giv os gode ting i den kommende, og frels os fra ildens straf.

(202) Disse skal have en (god) andel på grund af, hvad de har fortjent sig, og Allah er hurtig til at afregne.

(203) Og ihukom Allah på det bestemte antal dage. Men den, der fremskynder (sin afrejse) efter to dage, over ham (kommer der) ingen synd. Og den, der bliver tilbage, over ham (kommer der heller) ingen sund. (Dette gælder) for den, som er gudfrygtig. Og frygt Allah og vid, at I skal samles hos Ham.

(204) Og blandt mennesker er der en og anden, hvis tale om dette liv måtte behage dig, og som tager Allah til vidne på, hvad der er i hans hjerte, og (alligevel) er han den voldsomste modstander.

(205) Og når han vender sig bort (fra din nærværelse), så iler han omkring i landet for at stifte ufred i det og ødelægge ager og afgrøde [eller: afkom], men Allah elsker ikke ufred.

(206) Men når der siges til ham: Frygt Allah, – så griber syndefuld stolthed ham. Men helvede er tilstrækkelig (straf) for ham, og et slet hvilested er det.

(207) Og blandt mennesker er der den, der ville sælge sin sjæl for at vinde Allahs velbehag. Og Allah er Mild mod tjenerne.

(208) Og I som tror, træd alle ind i freden og følg ikke i Satans fodspor, thi han er jer en åbenbar fjende.

(209) Og hvis I snubler, efter at de tydelige beviser er kommet til jer, så vid, at Allah er Almægtig, Alviis.

(210) Mon de venter andet, end at Allah skal komme til dem i skygge af skyerne sammen med englene, og at sagen skal være afgjort? Og til Allah vender alle ting tilbage.

(211) Spørg Israels børn, hvor mange tydelige tegn, Vi gav dem. Men den, der bytter Allahs nåde bort, efter at den er kommet til ham – (skal vide) at Allah visselig er streng til at gengælde.

(212) Livet i denne verden forekommer de vantro skønt, og de spotter dem, der tror. Men de, som er retfærdige, vil være over dem på opstandelsens dag. Og Allah forsyner uden mål dem, Han vil.

(213) Menneskeheden var én menighed. Da oprejste Allah profeter (som) overbringere af glædeligt budskab og (som) advarere og åbenbarede med dem Bogen med sandheden, for at Han kunne dømme mennesker imellem i det, de var uenige om. Og igen andre var uenige derom end (netop) de, der havde modtaget den, efter at de klare beviser var kommet til dem, fordi de misundte hinanden. Derpå har (nu) Allah retledet de troende i (alle) de ting, hvorom de (andre) var uenige om sandheden med Hans billigelse. Og Allah leder den, Han vil, til den rette vej.

(214) Eller mener I, at I vil indgå i (paradisets) have, når der endnu ikke er sket jer det samme som (skete) dem, der gik bort før jer? Trængsler og mød ramte dem, og de blev voldmost rystede, indtil Sendebudet og de, som troende med ham, sagde: Hvornår (kommer) Allahs hjælp? Sandelig – Allahs hjælp er visselig nær.

(215) De spørger dig, hvad de skal give ud. Sig: Hvad I giver ud id af (jeres retmæssige) ejendom – det er til forældrene og de nærtbeslægtede og de forældreløse og de fattige og den vejfarende. Og hvad I end gør af godt, så ved Allah det.

(216) Det er foreskrevet jer at kæmpe, selv om I hader det. Men det kan være, at I hader noget, skønt det er godt for jer, og det kan være at I elsker noget, selv om det er dårligt for jer, og Allah ved (besked), men I ved ikke.

(217) De spørger dig om kamp i den hellige måned. Sig: Kamp i den er (en) alvorlig (sag). Men at holde (folk)borte fra Allahs vej og at fornægte Ham den Hellige Moské og at drive dens beboere ud er (endnu) alvorligere over for Allah. Og forfølgelse er værre end kamp. Og de vil ikke ophører med at bekæmpe jer, førend de bringer jer tilbage fra jeres religion, hvis de da formår (det). Men de af jer, som falder fra deres religion og så dør som vantro, (det er) dem, (der er) ildens beboere. De skal forblive deri.

(218) Men sandelig, de som tror og som udvandrer og kæmper for Allahs sag – disse (er det, som) håber på Allahs barmhjertighed. Og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(219) De spørger dig om vin og lykkespil. Sig: I dem begge er der et stort onde og (nogen) gavn for mennesker. Men deres onde er større end deres gavn. Og de spørger dig, hvad de skal give ud. Sig: Det, der er tilovers. Således gør Allah tegnene klare for jer, for at I må tænke jer om,

(220) Hvad angår denne verden og den kommende. Og de spørger dig om de forældreløse – sig: At øve vel imod dem er et (stort) gode. Og hvis I blander jer med dem, så (skal de være) jeres brødre. Og Allah kender urostifteren fra fredsstifteren. Og hvis Allah havde villet, havde Han visselig bragt jer i vanskeligheder, thi Allah er Almægtig, Alviis.

(221) Og gift jer ikke med kvinder fra afgudsdyrkerne, førende de tror, thi en troende slavinde er bedre end en afgudsdyrker, selv om hun også måtte behage jer. Og bortgift ikke (jeres kvinder) til afgudsdyrkerne, førende de tror, thi en troende slave er bedre end en afgudsdyrker, selv om han også måtte behage jer. Sådanne kalder til (helvedes) ild, men Allah kalder til (paradisets) have og tilgivelse efter Sin vilje. Og Han gør Sine tegn klare for mennesker, for at de må lade sig formane.

(222) Og de spørger dig om(samliv under)menstruationen. Sig: Det er skadeligt. Hold jer derfor fra jeres hustruer under menstruationen og gå ikke ind til dem, førend de er rene. Men når de har renset sig, gå så ind til dem, som Allah har befalet jer. Thi Allah elsker dem, der vender sig (til Ham), og Han elsker dem, der renser sig.

(223) Jeres hustruer er (som) en ager for jer. Gå da til jeres ager, hvornår og hvordan I vil, men send noget godt forud for jeres sjæle. Og frygt Allah og vid, at I skal møde Ham. Og bring glædeligt budskab til de troende.

(224) Og gør ikke Allah til genstand for jeres eder, så I ikke handler fromt og retfærdigt og stifter fred mellem mennesker. Og Allah er Althørende, Alvidende.

(225) Allah vil ikke kræve jer til regnskab for det ubetænkte i jeres eder, men Han vil kræve jer til regnskab for, hvad jeres hjerter har fortjent sig. Og Allah er Tilgivende, Mild.

(226) For dem, der sværger afholdenhed fra deres hustruer, er ventetiden (højst) fire måneder. Hvis de så gør tilbage (fra deres ed), er Allah visselig Tilgivende, Barmhjertig.

(227) Men hvis de beslutter sig til skilsmisse, så er Allah Althørende, Alvidende.

(228) Og de fraskilte kvinder skal vente angående sig selv i tre menstruationsperioder, og det er dem ikke tilladt at skjule, hvad Allah har skabt i deres moderskød, hvis de tror på Allah og den yderste dag. Og deres ægtemænd har en større ret til at tage dem tilbage i denne (periode), hvis de ønsker forsoning. Og for kvinderne (gælder) de samme rettigheder, som (mændene har) over dem – med billighed. Dog har mændene en vis forrang over dem. Og Allah er Almægtig, Alviis.

(229) (En sådan) skilsmisse (kan finde sted) to gange, derpå (må man) enten beholde dem på sømmelig vis eller sende dem bort med godhed. Og det er jer ikke tilladt at tage (noget) af det, som I har givet dem, medmindre begge frygter ikke at kunne holde sig inden for Allahs grænser. Og hvis I frygter, at I ikke kan holde jer inden for Allahs grænser, så (kommer der) ingen brøde over nogen af dem i hvad hun måtte løskøbe sig selv med. Således er Allahs grænser. Overskrid dem da ikke. Og de, der overskrider Allahs grænser – disse er de uretfærdige.

(230) Og hvis han skiller sig fra hende (tredje gang), så skal hun ikke være ham tilladt, førende hun har ægtet en anden mand. Hvis han så skiller sig fra hende, så (kommer der) ingen brøde over nogen af dem, om de vender tilbage til hinanden, hvis de mener at de kan holde sig inden for Allahs grænser. Dette er Allahs grænser, som Han klarlægger for folk, der har viden.

(231) Og når I skiller jer fra (jeres) hustruer, og de så når deres (vente-)frist(s udløb), så skal I ente beholde dem på sømmelig vis eller sende dem bort på sømmelig vis. Og hold dem ikke tilbage til skade (for dem) for at overskride (grænserne). Og den, der handler sådan, han har visselig handlet uret mod sin egen sjæl. Og driv ikke spot med Allahs tegn [bud], og ihukom Allahs nåde mod jer og Bogen og Visdommen, som Han har åbenbaret jer, hvormed Han formaner jer. Og frygt Allah, og vid, at Allah ved alle ting.

(232) Og når I skiller jer fra (jeres) hustruer, og de når (vente-)fristen(s udløb), så må I ikke hindre dem i at gifte sig med deres ægtemænd, når de er blevet enige indbyrdes på sømmelig vis. Hermed formanes den af jer, som tror på Allah og den yderste dag. Det er mere velsignet for jer – og renere. Og Allah ved, men I ved ikke.

(233) Og (de fraskilte) mødre skal amme deres børn to fulde år – (sådan skal det være) for den, der ønsker, at amningen fuldendes. Og faderen påhviler deres underhold og iklædning – på passende vis. Ingen sjæl er bebyrdet ud over sin evne: Moderen skal ikke lide nød på grund af barnet(s amning), og faderen skal ikke lide nød på grund af barnet(s amning). Og det samme påhviler arvingen. Hvis de da ønsker afvænning (af barnet) efter gensidig overenskomst og rådslagning, så (hviler der)ingen skyld på nogen af dem. Men hvis I ønsker at lade jeres børn amme, så (hviler der) ingen skyld på jer, når I betaler, hvad I giver ud (hertil) på rimelig vis. Og frygt Allah, og hvid, at Allah ser, hvad I gør.

(234) Og hvis nogen af jer dør og efterlader hustruer, så skal de vente angående sig selv i fire måneder og ti dage. Men når de har nået fristen(s udløb), (hviler der) ingen skyld på jer i hvad de gør angående sig selv på sømmelig vis. Og Allah er vidende om, hvad I gør.

(235) Og (der hviler) ingen skyld på jer, om I lader en hentydning (om ægteskab) falde til (sådanne) kvinder, eller om I skjuler (hensigten) i jeres hjerter. Allah ved, at I tænker på dem. Men træf ingen aftale med dem i hemmelighed, medmindre I fører sømmelig tale, men beslut jer ikke på indgåelse af ægteskab, før den foreskrevne frist har nået sit udløb. Og vid, at Allah ved, hvad der er i jeres sjæle. Tag jer derfor i agt. Og vid, at Allah er Tilgivende, Mild.

(236) (Der hviler) ingen skyld på jer, om I skiller jer fra hustruer, som I ikke har rørt, eller for hvem I ikke har fastsat en brudegave. Men forsørg dem – den rige efter sin formåen, og den fattige efter sin formåen – (med) en passende forsørgelse – (som) en pligt for dem, der handler godt.

(237) Og hvis I skiller jer fra dem, førende I har berørt dem, og I har allerede fastsat en brudegave til dem, (betal) da halvdelen af, hvad I har fastsat, medmindre de eftergiver den – eller den, i hvis hånd ægteskabets indgåelse ligger, eftergiver den. Og at I eftergiver er nærmere retfærdighed. Og glem ikke de gensidige nådesbevisninger, thi Allah ser, hvad I gør.

(238) Giv agt på bønnerne og (især) den midterste bøn, og stil jer lydige for Allah.

(239) Hvis I da frygter, så (hold bøn) til fods eller til hest [eller: på kamel]. Men når I er i sikkerhed, så ihukom Allah, da Han jo lærte jer, da I intet vidste.

(240) Og de af jer, som dør og efterlader hustruer, (dem påhviler oprettelse af) testamente til (fordel for) deres hustruer: forsørgelse i et år, uden at de skal forlade (jeres huse). Men hvis de forlader (jeres huse), så (hviler der)ingen skyld på jer i hvad de måtte gøre angående sig selv på sømmelig vis. Og Allah er Almægtig, Alviis.

(241) Og (også) for de fraskilte er der forsørgelse på passende vis – en pligt for de gudfrygtige.

(242) Således gør Allah Sine tegn [bud] klare for jer, for at I må bruge jeres fornuft.

(243) Ved du ikke besked om de, der gik ud fra deres hjem – og de var tusinder – i dødsfrygt. Så sagde Allah til dem: Dø – og derpå skænkede Han dem liv, thi Allah er nådefuld mod mennesker, men de fleste mennesker er ikke taknemmelige.

(244) Og kæmp for Allahs sag, og vid, at Allah er Althørende, Alvidende.

(245) Hvem er det, som vil skænke Allah en god gave, som Han vil mangfoldiggøre for ham mange gange? Og Allah indskrænker og mangfoldiggør, og til Ham skal I sendes tilbage.

(246) Ved du ikke besked om Israels børns førere efter Moses, hvorledes de sagde til deres profet: Indsæt en konge over os, så skal vi kæmpe for Allahs sag. – Han sagde: Mon I ikke, når kamp bliver jer foreskrevet, så ikke vil kæmpe? De sagde: Hvilken grund har vi, at vi ikke skulle kæmpe for Allahs sag, når vi dog er blevet uddrevet fra vore hjem og vore børn? . Men da kamp blev foreskrevet, så vendte de ryggen – undtagen nogle få af dem. Og Allah kender de syndefulde.

(247) Og deres profet sagde til dem: Sandelig, Allah har indsat Tâlût over jer som konge. De sagde: Hvordan kan kongedømmet tilkomme ham over os, når vi dog har større ret til kongemagten end han, og ham er der ikke skænket fylde af rigdom? Han sagde: Sandelig, Allah har udvalgt ham over jer og forøget hans styrke i viden og krop. Og Allah giver Sit rige til hvem Han vil. Og Allah er Rig over al måde, Alvidende.

(248) Og deres profet sagde til dem: Sandelig, tegnet på hans kongedømme skal være, at der bliver givet jer et hjerte, hvori der er fred fra jeres Herre, og den (gode)arv, som blev efterladt (jer) af Moses’ slægt og Arons slægt – englene skal bære den. Heri er der visselig et tegn for jer, hvis I er troende.

(249) Og efter at Tâlût var draget ud med hærene, sagde han: Sandelig, Allah vil prøve jer ved en flod. Der, der da drikker af den, han er ikke af mig. Og den, der ikke smager den, han er visselig af mig – undtagen dem, der øser sig en håndfuld., De drak da (alle) derfra, undtagen nogle få af dem. Og efter at de havde krydset (floden) – han og de, som troede sammen med ham – sagde de: Vi har ingen magt i dag mod Djâlût og hans hære. (Men) de, som vidste, at de skulle møde Allah, sagde: Hvor ofte har ikke en lille skare overvundet en stor skare med Allahs billigelse? Og Allan er med de udholdende.

(250) Og efter at de var rykket frem mod Djâlût og hans hære, sagde de: Vor Herre, lad udholdenhed strømme ned over os og styrk vore fødder og giv os hjælp mod det vantro folk.

(251) Så slog de dem på Allahs bud. Og David dræbte Djâlût, og Allah gav ham kongedømmet og visdommen og lærte ham, hvad Han ville. Og hvis Allah ikke drev nogle mennesker tilbage ved hjælp af andre, så ville jorden gå til grund i ufred. Men Allah er Nådefuld mod menneskene.

(252) Dette er Allahs tegn. Vi forelæser dig dem i sandhed, thi du er visselig et af sendebudene.

(253) Disse sendebud har Vi ophøjet, nogle over andre. Blandt dem er de, til hvem Allah har talt, og nogle af dem har Han ophøjet i rang. Og Vi gav Jesus, Marias søn, de klare beviser og styrkede ham med den hellige ånd. Og hvis Allah havde villet det, så ville de, (der kom) efter dem, ikke have kæmpet mod hinanden, efter at de klare beviser var kommet til dem. Men de blev uenige. Og blandt dem er der dem, der tror – og blandt dem er der dem, der er vantro. Og hvis Allah havde villet det, havde de ikke kæmpet indbyrdes, men Allah gennemfører, hvad Han ønsker.

(254) O I som tror, giv ud af det, som Vi har forsynet jer med, førend den dag kommer, hvor der ikke vil være handel og ikke venskab og ikke forbøn. Og de vantro- det er de uretfærdige.

(255) Allah – der er ingen gud undtagen Ham, den Levende, den Opretholdende (som ikke selv opretholdes). Slummer rammer Ham ikke, ej heller søvn. Ham tilhører hvad der er i himlene og hvad der er på jorden. Hvem er den, der kan gå i forbøn hos Ham – undtagen med Hans billigelse? Han ved, hvad der er foran dem, og hvad der er bag dem, og de omfatter intet ad Hans viden – undtagen hvad Han vil. Hans trone omfatter himlene og jorden, og deres opretholdelse besværer Ham ikke, og Han er den Ophøjede, den Mægtige.

(256) Der må ikke være tvang i religionen, thi sandheden er visselig let at skelne fra løgnen. Deb, der derfor fornægter dem, der leder vild, og tror på Allah – han har visselig grebet fat i det stærkeste håndtag, der ikke kan sønderbrydes, og Allah er Althørende, Alvidende.

(257) Allah er de troendes ven. Han fører dem ud af mørket (og) ind i lyset. Men de vantro- deres venner er dem, der vildleder- de fører dem fra lyset ind i mørket. De er ildens beboere. De skal blive i den.

(258) Har du ikke hørt om ham, der stredes med Abraham angående hans Herre, fordi Allah havde givet ham kongedømmet? Da Abraham sagde: Min Herre er den, der giver liv og død. Han sagde: Jeg giver (også) liv og død. Abraham sagde: Men Allah er sandelig den, der lader solen stå op i øst. Lad du den stå op i vest.- Da blev den vantro slået med målløshed. Og Allah retleder ikke det uretfærdige folk.

(259) Eller som den, der gik forbi en by, som lå sammenstyret på sine (nedfaldende) tage. Han sagde: Hvornår vil Allah give denne liv efter dens død? Og Allah lod ham dø i hundrede år, derpå opvakte Han Ham. Han sagde: Hvor længe har du dvælet? Han sagde: Jeg har dvælet en dag eller en del af en dag. Han sagde: nej, du har dvælet i hundrede år. Men se til din føde og din drikke: årende er ikke gået hen over (dem). Og se til dit æsel. Og (Vi har ladet dig se dette syn) for at gøre dig til et tegn for menneskene. Og se til knoglerne, hvorledes vi sætter dem sammen og så iklæder dem kød. – Og efter at det stod klart for ham, sagde han: jeg ved, at Allah har magt over alle ting.

(260) Og (ihukom den tid,) da Abraham sagde: Min Herre, vis mig, hvorledes Du giver liv til de døde. Han sagde: har du da ikke troet? Han sagde: Jo, men for at mit hjerte må blive beroliget. Han sagde: Tag da fire fugle og gør dem vante til dig. Sæt så hver enkelt på et bjerg. Og kald så på dem: de vil komme til dig i hast. Og vid, at Allah er den Almægtige, de Alvise.

(261) De, som giver deres ejendom ud for Allahs sag, ligner et sædekorn, som sætter syv aks: i hvert aks er der hundrede sædekorn. Og Allah mangfoldiggør (det) for hvem Han vil, og Allah er overmåde Gavmild, Alvidende.

(262) De, som giver deres ejendom ud for Allahs sag, og som så ikke følger deres gave op med rethaveriskhed og dadel- dem tilkommer deres løn hos deres Herre, og ingen frygt skal komme over dem, og de skal ikke sørge.

(263) Sømmelig tale og tilgivelse er bedre end almisse, som følges op med dadel. Og Allah er Uafhængig (af gaver), Langmodig.

(264) O I som tror, gør ikke jeres almisser til intet ved rethaveriskhed og dadel- ligesom den, der giver sin ejendom ud for at ses af mennesker, og som ikke tror på Allah og den yderst dag. Han ligner en glat klippe, over hvilken der er et (tyndt) lag støv. Når da styrtregnen rammer den, lader den ligge hen- nøgen og hård. – De har ikke magt over noget af det, de har fortjent sig. Og Allah retleder ikke det vantro folk.

(265) Men de, som giver deres ejendom ud for at søge Allahs velbehag og styrkelse for deres sjæle, ligner en have på en ophøjet grund: Styrtregnen rammer den, og den giver sin afgrøde to gange. Og hvis styrtregnen ikke rammer den, så (er) let regn (tilstrækkelig). Og Allah ser, hvad I gør.

(266) Mon nogen af jer ønsker, at han havde en have med daddelpalmer og druer – med floder strømmende igennem den. I den havde han alle slags frugter, men alderdommen ramte ham, og han havde svageligt afkom. Da slog en hvirvelvind med ild ned på den og den brændtes op. – Således gør Allah tegnene tydelige for jer, for at I må tænke efter.

(267) O I som tror, giv ud af de gode ting, som I har fortjent jer, og af det, som Vi har frembragt for jer af jorden – og udsøg ikke de slette deraf til ar give ud, når I dog ikke selv vil modtage det uden at lykke øjnene (for dets ringhed). Og vid, at Allah er Uafhængig (af jeres gaver), al lovprisning Værdig.

(268) Satan lover jer fattigdom og påbyder jer det skændige, men Allah forjætter jer tilgivelse fra Sig og nåde, og Allah er over al måde Gavmild, Al vidende.

(269) Han giver visdom til den, Han vil. Og den, der gives visdom, er der visselig blevet givet mangfoldigt godt. Men ingen vil betænke det undtagen de forstandige.

(270) Og hvilken gave I end giver ud, og hvilket løfte I end har aflagt- Allah ved det visseligt. Og der er ingen hjælpere for de uretfærdige.

(271) Hvis I giver almisser åbenlyst, så er det fortræffeligt. Men hvis I holder dem skjult, idet I giver dem til de fattige, så er det (endnu) bedre for jer. O g Han vil tage jeres synder fra jer, og Allah ved vel, hvad I gør.

(272) Det påhviler ikke dig at retlede dem. Men Allah retleder, hvem Han vil. Og hvad I giver ud a godt er for ar søge Allahs nåde. Og hvad I giver ud af godt, det skal gengældes jer, og I skal ikke lide uret.

(273) (Sådanne almisser er) til de fattige, som holdes tilbage for Allahs sag, idet de ikke er i stand til at rejse omkring i landet. Den uvidende regner med for rige, fordi de afholder sig (fra tiggeri). Du vil kende dem på deres udseende: de tigger ikke uforskammet hos folk. Og hvad I giver ud af godt- sandelig Allah er vidende derom.

(274) De, som giver deres ejendom ud ved nat og dag, hemmeligt og offentligt, deres løn er hos deres Herre, og over dem skal der ikke komme frygt, og de skal ikke sørge.

(275) De, som opæder rente, skal ikke stå op på anden måde end den står op, som Satan har slået med vanvid. Sådan (skal det være), fordi de siger: Rente er kun det samme som handel- når Allah dog har tilladt handel, men forbudt rente. Den, til hvem formaningen da kommer fra hans Herre, og han så afholder sig derfra, hans sag er hos Allah. Men de, der vender tilbage (til rente), disse ildens beboere. De skal forblive deri.

(276) Allah vil tilintetgøre rente og mangfoldiggøre almisserne. Og Allah elsker ikke enhver vantro, synder.

(277) Sandelig, de som tror og handler retfærdigt og holder børn og betaler zakat- deres løn er hos deres Herre, over dem skal der ikke komme frygt, og de skal ikke sørge.

(278) Og I som tror, frygt Allah og lad hvile, hvad der er tilbage af rente, hvis I da er troende.

(279) Og hvis I ikke gør det, modtag så en krigserklæring fra Allah og Hans Sendebud. Og hvis I angrer, så skal I have jere udlånte kapital. I skal ikke gøre uret, og der skal ikke gøres jer uret.

(280) Og hvis en (skyldner) er i vanskeligheder, så (giv ham) udsættelse til (der er) lettelse (i hans forhold). Og at I eftergiver (skylden) som almisse er bedre for jer, om I blot vidste (det).

(281) Og frygt den dag, da I skal sendes tilbage til Allah. Så skal enhver sjæl gengældes med det, den har fortjent sig, og de skal ikke lide uret.

(282) Og I troende, når I stifter gæld indbyrdes til en fastsat tid, så skriv det ned. Og en skriver skal i jeres nærvær skrive som ret og billigt er. Og en skriver skal ikke nægte at skrive, som Allah har lært ham. Lad ham da skrive, og lad skyldneren diktere. Og han skal frygte Allah, sin Herre, og ikke formindske det i noget. Og hvis skyldneren er enfoldig eller svagelig eller ikke er i stand til at diktere, så skal hans formynder (eller beskytter)diktere med rimelighed. Og tag de to vidner fra jeres mænd, og hvis der ikke er to mænd, så en mand og to kvinder af dem, som behager jer som vidner, så ledes at – hvis en af dem fejler – den anden kan bringes den første på (rette) tanker. Og vidnerne må ikke vægre sig, når de tilkaldes. Og bliv ikke trætte af at skrive (beløbet), det være sig lidet eller stort, tilligemed (betalings)fristen. Dette er retfærdigst i Allahs øjne og bedre som vidnesbyrd og fremmende mod tvivl. (Derfor skal I skrive), hvis det da ikke drejer sig om øjeblikkelig handel, som I afslutter indbyrdes. I dette tilfælde hviler der ingen skyld på jer, om I ikke skriver det ned. Og tag vidner, når I handler indbyrdes, og skriveren må der ikke ske skade, ej heller vidnet. Og hvis I gør det, så er det jeres brøde. Og frygt Allah. Og Allah vil give jer viden, og Allah kender nøje alle ting.

(283) Og hvis I er på rejse og ikke finder en skriver, så skal der stilles sikkerhed. Oh hvis en betror den anden noget (som pant), så skal den, der har fået det betroet, give det betroede tilbage og han skal frygte Allah, sin Herre. Og skjul ikke vidnesbyrdet. Og den, der skjuler det, hans hjerte er syndigt, o Allah ved, hvad I gør.

(284) Allah tilhører (alt) hvad der er i himlene og på jorden. Og hvad enten I åbenbarer, hvad der er i jeres sjæle, eller skjuler det, vil Allah drage jer til regnskab for det. Så vil Han tilgive, hvem Han vil, og straffe, hvem Han vil. Og Allah er mægtig over alle ting.

(285) Sendebuddet tror på det, der er åbenbaret ham fra hans Herre, og (ligeledes) de troende: alle tror de på Allah og Hans engle og Hans bøger og Hans sendebud (og siger): Vi gør ikke forskel på nogen af Hans sendebud. Og de siger: Vi hører, og vi adlyder. (Giv is) Din tilgivelse, vor Herre, og til Dig vender vi tilbage.

(286) Allah bebyrder ingen sjæl over dens evne. Den tilkommer, hvad den har fortjent, og over den kommer, hvad den har erhvervet sig. Vor Herre, straf os ikke, hvis vi glemmer eller fejler. Vor Herre, læg ikke et ansvar på os, som Du lagde på dem før os. Vor Herre, læg ikke en byrde på os, som vi ikke har kraft til at bære. Og rens os, og tilgiv os, og hav barmhjertighed med os. Du er vor Herre, hjælp os derfor mod det vantro folk.