Madinan

I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn.

(1) O I som tror, opfyld jeres pagter. Tilladt for jer de firføddede dyr blandt kvæget, undtagen det som er blevet jer forelæst: ikke at I skulle holde jagt for tilladt, når I er på pilgrimsfærd, thi Allah bestemmer, hvad Han ønsker.

(2) O I som tror, vanhellig ikke Allahs tegn, ej heller den hellige måned eller offerdyrene eller (deres) kranse, og heller ikke dem, der søger til det Hellige Hus [Ka’baen], idet de søger nåde fra deres Herre og (Hans) velbehag. Men når I har aflagt jeres pilgrimsdragt, så må I jage. Fjendskab til et folk, fordi det holdt jer borte fra den Hellige Moské, skal ikke forlede jer til synd, så I begår overtrædelser. Men bistå hinanden i retskaffenhed og gudsfrygt, og bistå ikke hinanden i synd og overtrædelse, og frygt Allah, thi Allah er streng til at straffe.

(3) Forbudt for jer er det selvdøde og blod og svinekød og det, et andet navn end Allahs er påkaldt over (ved dets slagtning), og det kvalte og det, der er dræbt med sten eller stav, og det, der er dræbt ved fald, og det ihjelstangede og det, som de vilde dyr har ædt af – undtagen det, som I har slagtet – og det, som er ofret på et alter (til afguderne), og at I søger at dele ved (lodkastning med) pile. Dette er overtrædelse. I dag har de vantro fortvivlet om jeres religion. Frygt dem derfor ikke, men frygt Mig. I dag har Jeg fuldkommet jeres religion ofr jer og fuldendt Min nåde over jer og valgt Islam til jeres religion. Men mod den, der er tvunget af sult – uden syndig hensigt – er Allah visselig Tilgivende, Barmhjertig.

(4) De spørger dig, hvad der er tilladt dem. Sig: (Alle)gode og (rene) ting er tilladt jer, og hvad I har lært dyr og rovfugle (at fange til jer), det I har afrettet dem og lært dem, hvad Allah har lært jer. Spis derfor af det, som de fanger til jer, og nævn Allahs navn derover, og frygt Allah, thi Allah er hurtig til at afregne.

(5) I dag er alle gode (og rene) ting blevet tilladt jer – og deres føde, til hvem Skriften blev givet, er tilladt jer, og jeres føde er tilladt for dem. Og de kyske kvinder fra de troende og de kyske kvinder fra dem, til hvem Skriften blev givet før jer, forudsat I giver dem deres brudesum, idet I tager dem til ægte og ikke bedriver utugt og ikke tager hemmelige elskerinder. Men den, der fornægter troen, hans værk er visselig blevet til intet, og han vil i det hinsides være blandt taberne.

(6) O I som tror, når I står op til bønne, så vask jeres ansigter og jeres hænder indtil albuerne og stryg jer over hovedet og (vask) jeres fødder indtil anklerne. Og hvis I er i en tilstand af urenhed, så rens jer (ved et bad). Og hvis I er syge eller på rejse eller en af jer kommer fra nødtørftsstedet eller I har berørt kvinder, og I så ikke finder vand, så tag rent sand og gnid jeres ansigter og jeres hænder dermed. Allah ønsker ikke at lægge nogen byrde på jer, men Han ønsker at rense jer, og at fuldende Sin nåde over jer, for at I må være taknemmelige.

(7) Og ihukom Allahs nåde mod jer og Hans pagt, som Han sluttede med jer, da I sagde: Vi hører, og vi adlyder! Og frygt Allah, thi Allah ved, hvad der er i hjerterne.

(8) O I som tror, vær standhaftige ofr Allah(s sag), (idet I er) vidner med retfærdighed. Og lad ikke fjendskab til [eller: fra] et folk forlede jer til synd, så I ikke handler retfærdigt. Vær retfærdige! – det er nærmere ved gudsfrygt. Og frygt Allah, thi Allah er vel vidende om, hvad I gør.

(9) Allah har forjættet dem, som tror og handler retfærdigt, (at der) for dem (skal være) tilgivelse og en stor belønning.

(10) Men, de som er vantro og fornægter Vore tegn – di skal være helvedes indbyggere.

(11) O I som tror, ihukom Allahs nåde mod jer, da et folk tænkte på at strække deres hænder ud mod jer, men Han holdte deres hænder tilbage fra jer. Og frygt Allah og lad de troende sætte deres lid til Allah.

(12) Sandelig, Allah havde sluttet en pagt med Israelsbørn. Og Vi opvakte blandt dem tolv førere. Og Allah sagde: Se, Jeg er med jer; hvis I holder bøn og betaler Zakât og tror på Mine sendebud og står dem bi og yder Allah et godt lån, så vil Jeg visselig tage jeres sunder fra jer og indføre jer i haver, gennem hvilke floder strømmer. Men den af jer, der bliver vantro efter dette, han er visselig faret vild fra den rette vej.

(13) Men fordi de brød deres pagt, har Vi forbandet dem og gjort deres hjerter forhærdede. De fjerner ordene fra deres (rette) steder, og de har glemt en del af det, de blev formanet med. Og du vil ikke ophøre med at finde forræderi fra deres side – undtagen (fra) nogle få af dem. Men tilgiv dem og vend dig (fra dem), thi Allah elsker dem, der handler godt.

(14) Og med dem, som siger: Vi er kristne, sluttede Vi (også) en pagt, og de glemte (også) en del af det, de blev formanet med. Derfor vakte Vi fjendskab og had mellem dem indtil opstandelsens dag. Og snart vil Allah underrette dem om, hvad de har gjort.

(15) O I Skriftens folk, nu er Vort Sendebud kommet til jer for at gøre klart for jer meget af det, som I har skjult af Skriften, og for at lade meget stå hen. Der er sandelig kommet til jer fra Allah et lys og en klar Bog,

(16) Hvormed Allah leder den, som søger Hans velbehag, (ad) fredens veje, og Han fører dem ud af mørket ind i lyset efter Sin vilje, og Han leder dem til den rette vej.

(17) Vantro er sandelig de, som siger: Allah er visselig Messias, Marias søn. Sig: Hvem formår da noget mod Allah, om Han ønsker at tilintetgøre Messias, Marias søn, og hans moder og alle, som er på jorden? Og Allah tilhører kongedømmet over himlene og jorden og hvad der er imellem dem. Han skaber, hvad Han vil! Og Allah er Mægtig over alle ting.

(18) Og jøderne og de kristne siger: Vi er Allahs sønner og Hans elskede. Sig: Hvorfor straffer Han jer så for jeres synder? Nej, I er dødelige blandt dem, Han har skabt! Han tilgiver, hvem Han vil, og Han straffer, hvem Han vil! Og Allah tilhører kongedømmet over himlene og jorden og hvad der er imellem dem, og til Ham er (alles)tilbagekomst.

(19) O I Skriftens folk, Vort Sendebud er kommet til jer, efter en pause i sendebudenes række, for at gøre jer klart, at I ikke kan sige: Der er ikke kommet nogen forkynder af godt budskab, ej heller nogen advarer, til os! Der er sandelig nu kommet en, der bringer godt budskab og en advarer til jer. Og Allah er Mægtig over alle ting!

(20) Og da Moses sagde til sit folk: O mit folk, ihukom Allahs måde mod jer, da Han opvakte profeter blandt jer og gjorde jer til konger, og Han gav jer, hvad Han ikke gav et (andet) af folkeslagene.

(21) O mit folk, drag ind i det hellige land, som Allah har bestemt for jer, og vend ikke jeres rygge til, thi så vil I vende om som tabere.

(22) (Da) sagde de: O Moses, se, der er et folk af tyranner deri, og vi vil visselig ikke drage ind i det, førend de drager ud af det. Men hvis de drager ud af det, så vil vi visselig drage ind.

(23) Da sagde to mænd af dem, der frygtede (Gud) – Allah havde været dem nådige –: Drag ind gennem portene (og lige) mod dem! Når I så er draget ind, vil I visselig være sejrherrer! Og stol på Allah, om I er troende!

(24) De sagde: O Moses, vi vil i evighed ikke betræde det, så længe de er deri. Gå da du og din Herrer og kæmp. Se, vi bliver siddende her!

(25) Han sagde: Min Herre, se, jeg har kun magt over mig selv og min broder. Sæt da skel mellem os og det oprørske folk!

(26) Han [Gud] sagde: Så skal det da være dem forbudt i fyrre år! – De skal flakke om på jorden. Og fortvivl ikke over det oprørske folk.

(27) Og forlæs dem (o Muhammad) beretningen om Adams sønner i sandhed, hvordan de begge brage et offer, af de, og det blev ikke modtaget af den anden. Da sagde han; Jeg vil sandelig dræve dig! (Den anden) svarede: Allah modtager kun fra de gudfrygtige!

(28) Selv om du også strækker din hånd ud mod mig for at dræbe mig, så vil jeg ikke strække min hånd ud mod dig for at dræbe dig. Se, jeg frygter Allah, alverdens Herre!

(29) Jeg ønsker, at du bære synden mod mig og din (egen)synd, så du bliver en af ildens beboere, og det er misdædernes løn!

(30) Og hans sjæl tilskyndede ham til at dræbe sin broder. Så dræbte han ham og blev en af de fortabte.

(31) Da sendte Allah en ravn, som skrabede i jorden, så den kunne vise ham, hvorledes han skulle skjule sin broders lig. Han sagde: O ve mig, er jeg ude af stand til at være som denne ravn og skjule min broders lig? Og han blev da en af de angrende.

(32) Af denne grund foreskrev Vi Israels børn, at den, der dræber et menneske, hvis det ikke er for (mord på) et menneske eller for oprør i landet, så skal det (for ham)være, som om han har dræbt hele menneskeheden. Og den, der lader det i live, så skal det (for ham) være, som om han har holdt hele menneskeheden i live. Og Vore sendebud er visselig kommet til dem med klare tegn, men mange af dem handlede derpå visselig umådeholdent i landet.

(33) Deres løn, som fører krig mod Allah og Hans Sendebud, og som anstrenger sig for at skabe oprør i landet, skal ene og alene være, at de dræves eller korsfæstes eller at deres hænder og fødder hugges af på modsat side, eller at de fordrives fra landet. Dette vil være til skændsel for dem i denne verden, og i den kommen vil de lide en svær straf –

(34) Undtagen de, som angrer, førend I får magt over dem. Vid da, at Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(35) O I som tror, frygt Allah og søg nærhed til Ham og kæmp for hans sag, for at I må fuldkommengøres!

(36) Sandelig, de som er vantro – selv om de også ejede alt, hvad der er på jorden og det samme lagt dertil for at løskøbe sig dermed fra straffen på opstandelsens dag, så ville det dog ikke blive modtaget af dem. Men en smertelig straf bliver dem til del.

(37) De ville gerne undslippe fra ilden, men de skal ikke undslippe fra den, og en varig straf bliver dem til del.

(38) Og tyven – manden eller kvinde – hug deres hænder af, til straf for, hvad de har erhvervet sig, (som) et afskrækkende eksempel fra Allah. Og Allah er Almægtig, Alviis.

(39) Men den, der angrer efter sin brødre og forbedrer sig, til ham vender Allah sig visselig (i Sin måde), thi Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(40) Ved du da ikke, at kongedømmet over himlene og jorden tilhører Allah? Han straffer, hvem Han vil, og Han tilgiver, hvem Han vil. Og Allah er Mægtig over alle ting.

(41) O du Sendebud, de som styrter hovedkulds i vantro, skal ikke bedrøve dig – de, som siger med deres munde: Vi tror! – dog deres hjerter tror ikke. Og af dem, som er jøder, er der nogle, som lytter efter løgn – de lytter for et andet folk, som ikke kommer til dig. De fordrejer ordene, efter at de er anbragt på deres (rette) steder. De siger: Hvis der bliver givet jer dette, så modtag det, og hvis der ikke bliver givet jer det, så tag jer i agt! – Og den, som Allah ønsker at stille på prøve, for ham har du ikke magt i nogen ting mod Allah. Sådanne er de, hvis hjerter Allah ikke ønsker at rense. For dem er der skændsel i denne verden, og i den kommende bliver der dem en svær straf til del.

(42) De lytter efter løgn og opæder det forbudte. Men hvis de kommer til dig, så døm mellem dem eller vend dig fra dem. Og hvis du vender dig fra dem, vil de ikke kunne skade dig det mindste. Men hvis du dømmer, så døm dem imellem i retfærdighed, thi Allah elsker de retfærdige.

(43) Men hvorledes skal de tage dig til dommer, når de dog har Torahen hos sig, hvori Allah dom er? Dog vender de sig derefter bort. Og sådanne er ikke troende.

(44) Vi har visselig åbenbaret Torahen, hvor der var retledning og lys. Dermed har profeterne, som underkastede sig, dømt for dem, som var jøder, og (også)rabbierne og de lærde, fordi det var det pålagt at bevare Allahs bog, og de var vogtere over den. Frygt derfor ikke mennesker, men frygt Mig, og sælg ikke Mine tegn for en ringe pris. Og de, der ikke dømmer efter det, som Allah har åbenbaret, er da de vantro.

(45) Og Vi har foreskrevet dem deri: liv for liv, og øje for øje, og næse for næse, og øre for øre, og tand for tand, og for (andre) skader lige gengæld. Men den, der giver afkald derpå, (som almisse) for ham skal det være en soning. Og de, der ikke dømmer efter det, som Allah har åbenbaret, er de uretfærdige.

(46) Og Vi lod Jesus, Marias søn, følge i deres fodspor som opfyldelse af det, der var før ham i Torahen. Og Vi gav ham Evangeliet, i hvilket (der var) retledning og lys og en bekræftelse af det, som var før det, nemlig Torahen, og en retledning og formaning for de gudfrygtige.

(47) Og Evangeliets folk skal dømme i overensstemmelse med det, som Allah har åbenbaret deri, og de, der ikke dømmer efter det, som Allah har åbenbaret, er de oprørske.

(48) Og Vi har åbenbaret dig Bogen med sandheden, som opfyldelse af det, der var før den af Skriften og som en vogter over den. Døm derfor mellem dem [skriftfolkene] i overensstemmelse med det, som Allah har åbenbaret, og følg ikke deres onde lyster, (så du skulle gå) imod sandheden, som er kommet til dig. For hver af jer har Vi foreskrevet en lov og en klar vej, og hvis Allah havde villet, havde Han visselig gjort jer til een menighed, men (Han har villet det sådan) for at sætte jer på prøve gennem det, som Han har givet jer. Kappes derfor i gode gerninger. Til Allah er jeres tilbagevenden alle til hobe, så vil Han gøre det klart for jer, som I er uenige om.

(49) Og døm du da mellem dem efter det, som Allah har åbenbaret, og følg ikke deres onde lyster, men tag dig i agt for dem, så de ikke bringer dig i vanskeligheder på grund af en del af det, Allah har åbenbaret dig. Men hvis de vender sig bort, så vid, at Allah kun ønsker at straffe dem for en del af deres synder. Og se, mange af menneskene er visselig oprørere.

(50) Er det da en dom fra uvidenheden(s tid), de ønsker? Og hvem er bedre til (at fælde) dom end Allah for et folk, der har (troens) vished?

(51) O I som tror, tag ikke jøderne og de kristne til venner. De er hinandens venner. Den af jer, der tager dem til venner, er sandelig én af dem. Allah retleder visselig ikke det uretfærdige folk.

(52) Og du vil se dem, i hvis hjerter der er sygdom, ile til dem, idet de siger: Vi frygter, at en ulykke vil ramme os! Men måske vil Allah bringe en sejr eller (en anden)forordning fra Sig, og så vil de angre det, de skjulte i deres sjæle.

(53) Og de, som tror, vil sige: Er det dem, der svor ved Allah deres kraftigste eder, at de sandelig var med jer? Deres handlinger er blevet til intet, og de er (selv) blevet tabere.

(54) O I som tror, den af jer, som falder fra sin religion, (skal vide, at) Allah da snart vil bringe et (andet) folk, som Han vil elske, og som vil elske Ham, ydmyge over for de troende og hårde over for de vantro. De vil kæmpe for Allahs sag og ikke frygte den dadlendes dadel. Dette er Allahs nåde, som Han giver til hvem Han vil. Og Allah er overmåde Gavmild, Alvidende.

(55) Jeres venner er ene og alene Allah og Hans Sendebud og de troende, de, som holder bøn og betaler Zakât og bøjer sig (for Gud alene).

(56) Og den, der tager Allah og Hans Sendebud og de troende til venner, (han skal vide, at) Allahs parti visselig er de sejrende.

(57) O I som tror, tag ikke til venner den, der driver spot og spøg med jeres religion, fra dem, til hvem Skriften blev givet før jer, ejheller de vantro, men frygt Allah, hvis I er troende.

(58) Og når I kalder til bøn, så driver de spot og spøg dermed. Dette er, fordi de er et folk, som intet begriber.

(59) Sig: O I Skriftens folk, mon I kun nærer uvilje mod os, fordi Vi tror på Allah og hvad Han har åbenbaret os og hvad der blev åbenbaret os og hvad der blev åbenbaret før (os), og fordi de fleste af jer er oprørske?

(60) Sig: Skal jeg meddele jer, hvis løn hos Allah er værre end dette? Den, som Allah har forbandet, og som Han er vred på – og dem, som Han har gjort til aber og svin og dem, der tilbeder den onde. Sådanne er i en værre stilling og mere vildfarne fra den rette vej.

(61) Og når de kommer til jer, siger de: Vi tror! – men de er dog allerede trådt ind (hos jer) med vantro, og de er visselig (også) gået bort (fra jer) i den, og Allah ved bedst, hvad de skjuler.

(62) Og du ser mange af dem ile hovedkulds i synd og overtrædelser og til fortæring af det forbudte. Ondt er visseligt, hvad de gør.

(63) Hvorfor mon deres skriftkloge og lærde ikke har forbudt dem deres syndige tale og deres fortæring af det forbudte. Ondt er visseligt, hvad de øver.

(64) Og jøderne siger: Allahs hånd er bundet! – Deres hænder skal bindes, og de skal forbandes for det, de siger. – Nej, begge Hans hænder er vidt åbne! Han skænker, som Han vil. Men det, der er åbenbaret dig fra Din Herre, vil visselig forøge mange af dem i oprør og vantro. Og Vi har kastet fjendskab og had mellem dem til opstandelsens dag. Hver gang de tænder en ild til krig, vil Allah udslukke den, og de anstrenger sig for at stifte ufred på jorden. Og Allah elsker ikke dem, der stifter ufred.

(65) Men hvis Skriftens folk havde troet og været gudfrygtige, så havde Vi visselig taget deres sunder fra dem, og havde visseligt ført dem ind i salighedens haver.

(66) Og hvis de havde fulgt Torahen og Evangeliet og hvad der (nu) er åbenbaret dem fra deres Herre, så ville de visselig havde nydt (de gode ting) over dem og under deres fødder. Blandt dem er der et folk, som er mådeholdent, men ondt, er hvad mange af dem bedriver.

(67) O du Sendebud, forkynd hvad der er åbenbaret dig fra din Herre, og hvis du ikke gør det, så har du ikke forkyndt Hans budskab. Og Allah vil beskytte dig mod mennesker, thi Allah retleder ikke de vantros folk.

(68) Sig: O I Skriftens folk, I bygger ikke på noget, førende I følger Torahen og Evangeliet og vad der (nu) er blevet åbenbaret jer fra jeres Herre! Og hvad der er åbenbaret dig fra din Herre vil visselig forøge mange af dem i oprør og vantro, men fortvivl ikke over de vantros folk.

(69) Sandelig, de som tror, og de som er jøder og sabierne og de kristne – for så vidt de tror på Allah og de yderste dag og handler retfærdigt, skal ingen frygt komme over dem, og de skal ikke sørge.

(70) Vi har visselig sluttet en pagt med Israels børn, og Vi har sendt sendebud til dem. Hver gang et sendebud kom til dem med hvad deres sjæle ikke begærede, forkastede de en del og søgte at dræbe en del.

(71) Og de mente, at der ikke ville komme vanskeligheder, derfor blev de blinde og døve. Men så vendte Allah Sig til dem (i Sin nåde), men mange af dem blev atter blinde og døve. Men Allah ser, hvad de gør.

(72) Sandelig, de er vantro, som siger: Allah – det er Messias, Marias søn! – men Messias sagde (selv): O Israels børn, tilbed Allah, min Herre og jeres Herre, thi den, som sætter nogen ved siden af Allah, ham har Allah visselig forbudt paradiset, og hans sted skal være (helvedes) ild! Og misdæderne vil ingen hjælpere have!

(73) Sandelig, de er vantro, som siger: Allah er visselig den tredje af tre! – men der er ingen gud undtagen den Ene Gud, og hvis de ikke afholder sig fra det, de siger, så vil en smertelig straf visselig ramme dem af dem, der er vantro.

(74) Vil de da ikke vende tilbage til Allah og bede Ham om tilgivelse? Og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(75) Messias, Marias søn, var kun et sendebud! Alle sendebud før ham er visselig gået bort! Og hans moder var en sanddru kvinde. Begge plejede at tage føde til sig. Se, hvordan Vi gør tegnene klare for dem, og se så, hvor de er bortvendte (fra sandheden).

(76) Sig: Vil I tilbede ved siden af Allah det, som ikke har magt for jer over skade elle gavn? Men Allah – Han er Althørende, Alvidende!

(77) Sig: O I Skriftens folk, overdriv ikke med urette i jeres religion, og følg ikke de onde lyster hos folk, som allerede for vild før (jer), og som vildførte mange, og som for vild fra den rette vej.

(78) De, som var vantro blandt Israels børn, blev forbandet af Davids mund og af Jesu, Marias søns mund. Dette (skete), fordi de var ulydige og havde begået overgreb.

(79) De forbød ikke hinanden det onde, som de øvede. Ondt var visseligt, hvad de plejede at gøre.

(80) Du vil se mange af dem tage de vantro til venner. Ondt er visseligt, hvad deres sjæle har sendt i forvejen for sig, så at Allah vredes på dem, og i straffen skal de blive.

(81) Og havde de troet på Allah og Profeten og det, som er blevet åbenbaret ham, så ville de ikke have taget dem til venner, men mange af dem er oprørske.

(82) Du vil visselig finde, at jøderne og afgudsdyrkerne af alle mennesker er voldsomst i had til de troende. Og du vil visselig finde, at de, som siger: Vi er kristne! – er de troende nærmeste i kærlighed. Sådan er det, fordi der blandt dem er præster og munke, og fordi de ikke er hovmodige.

(83) Og når de hører, hvad der er åbenbaret Sendebudet, ser du deres øjne strømme over med tårer på grund af sandheden, som de erkender. De siger: Vor Herre, vi tror, skriv os derfor op blandt vidnerne!

(84) Og hvorfor skulle vi ikke tro på Allah og sandheden, der er kommet til os? Og vi håber, at vor Herre vil lade os indgå (i paradiset) sammen med de retfærdiges folk!

(85) På grund af det, de siger, vil Allah da belønne dem med haver, hvorigennem floder strømmer, hvori de skal forblive. Og dette er lønnen for dem, der handler godt.

(86) Og de, som er vantro og forkaster Vore tegn – de er helvedes beboere.

(87) O I som tror, forbyd ikke de gode ting, som Allah har tilladt jer, men overskrid ikke (det rette mål), thi Allah elsker ikke overtræderne.

(88) Og spis af det, som Allah har forsynet jer med (af)tilladt (og) godt, og frygt Allah, på hvem I tror.

(89) Allah vil ikke drage jer til regnskab for det forfængelige i jeres eder, men Han vil drage jer til regnskab for det, I har svoret med velberåd hu. Soningen derfor er bespisning af ti fattige med gennemsnittet af det, I bespiser jeres familie med, eller deres iklædning eller løskøbelse af en slave. Men den, der ikke finder (midler til noget af dette), han skal faste tre dage. Dette er soningen for jeres eder, når I har svoret. Og hold jeres eder. Således gør Allah Sine tegn klare for jer, for at I må være taknemmelige.

(90) O I som tror, vin og lykkespil og gudebilleder og pile (til lodkastning) er ikke andet end urenhed, et Satans værk. Undgå det da, for at I må blive fuldkomne.

(91) Satan ønsker kun at optænde fjendskab og had mellem jer med vin og lykkespil og at vende jer fra Allahs ihukommelse og fra bønnen. Mon I vil afholde jer derfra?

(92) Og adlyd Allah og adlyd Sendebudet og tag jer i agt! Men hvis I vender jer bort, så vid, at kun den tydelige forkyndelse påhviler Sendebudet.

(93) Der hviler ingen synd for, hvad de spiser, på dem, som tror og handler retfærdigt, når de frygter (Gud) og tror og handler retfærdigt og derpå atter frygter (Gud) og handler godt. Og Allah elsker dem, der handler godt.

(94) O I som tror, Allah vil visselig prøve jer i en sag, nemlig vildtet, som jeres hænder og spyd kan nå, for at Allah kan kende den, der frygter Ham i det skjulte. Og den, der begår overtrædelser efter dette – ham tilkommer en smertelig straf.

(95) O I som tror, dræb ikke vildtet, når I er på pilgrimsfærd. Og den af jer, som dræber det med forsæt, hans straf skal være det samme, som det han har dræbt, af kvæget – efter to af jeres retfærdige mænds dom – at bringe som offer til Ka’baen. Eller soningen (skal være)bespisning af fattige eller det tilsvarende i faste, for at I må smage følgerne af jeres handling. Allah tilgiver det, som er sket. Men den, der falder tilbage (til dette), ham vil Allah straffe. Og Allah er Almægtig, Gengældelsens Herre.

(96) Tilladt jer er havets dyr og dets føde (til) forsørgelse af jer og af de rejsende. Men forbudt jer er landets vildt, så længe I er pilgrimme, og frygt Allah, som I skal samles til.

(97) Allah har gjort Ka’baen, det ukrænkelige hus, til støtte op opretholdelse for menneskeheden, og (ligeledes)den hellige måned og offeret og (offerdyrenes) kranse. Således (skal det være), for at I kan vide, at Allah ved hvad der er i himlene og hvad der er på jorden, og at Allah ved alle ting.

(98) Vid, at Allah er Mægtig til at straffe, og at Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(99) Kun forkyndelsen påhviler Sendebudet, og Allah ved, hvad I åbenbarer, og hvad I skjuler.

(100) Sig: Det onde og det gode er ikke lige – selv om også mængden af det onde måtte undre dig. Og frygt Allah, I forstandige, for at I må blive fuldkomne.

(101) O I som tror, spørg ikke om ting, som – hvis de blev åbenbaret jer – ville bedrøve jer. Men hvis I spørger om det, når Qur’ânen åbenbares, vil det blive gjort jer åbenbart. Allah har udeladt dette, og Allah er Tilgivende, Mild.

(102) Før jer har folk allerede spurgt derom, men derefter blev de vantro med hensyn til det.

(103) Allah har ikke givet noget (bud) angående Bahîra eller Sâ’iba eller Wasîla eller Hâm, men de vantro har opdigtet en løgn om Allah, og de fleste af dem forstår intet.

(104) Og når der siges til dem: Kom kid til det, som Allah har åbenbaret, og til Sendebudet, så siger de: Det som vi fandt vore forfædre følge, er tilstrækkeligt for os! Også selv om deres fædre ikke forstod noget og ikke var retledede?

(105) O I som tror: Det påhviler jer (at tage vare på) jeres sjæle. Den, der er faret vild, kan ikke skade jer, når I (selv) er retledede. Til Allah vender I alle tilbage, så vil Han meddele jer, hvad I plejede at øve.

(106) O I som tror: Vidneførelsen mellem jer, når døden nærmer sig en af jer – den tid, da testamente (er en pligt), (skal være således): To retfærdige mænd af jeres egne eller to andre, som ikke tilhører jer, hvis I rejser omkring i landet, og dødens ulykke da træffer jer. I skal holde dem begge tilbage efter bønnen, og de skal begge sværge ved Allah, hvis I tvivler: Vi vil ikke sælge det [vidnesbyrdet] for nogen pris, selv om det også var til en slægtning, og vi vil ikke skule det vidnesbyrd, (som påhviler os) over for Allah, thi så hørte vi visselig til synderne.

(107) Men hvis det opdages, at de er skyldige i en synd, så skal to andre fra dem, som de to første var skyldige overfor, indtage deres pladser og sværge ved Allah: Vort vidnesbyrd er visselig sandere end deres vidnesbyrd, og vi har ikke været uærlige, thi så hørte vi visselig til de uretfærdige!

(108) Således er det sandsynligere, at de fører sandt vidnesbyrd, eller frygter, at (andre) eder bliver krævet efter deres eder. Og frygt Allah og hør! Og Allah retleder ikke de oprørskes folk.

(109) På den dag, da Allah forsamler sendebudene, vil Han sige: Hvilket svar fik I? De vil sige: Vi har ingen viden (derom), thi Du er alene Den, der kender de skjulte ting.

(110) (På den dag), da Allah vil sige: O Jesus, Marias søn, ihukom Min nåde imod dig og din moder, da Jeg styrkede dig med den hellige ånd: du skal tale til mennesker i vuggen og som midaldrende. Og da Jeg lærte dig Bogen og Visdommen og Torahen og Evangeliet, og da du dannede af ler ligesom en fugl på Mit bud [eller: da du – ligesom en fugl gør det – dannede af ler], og derpå indblæste du den (livsånde), og den blev et bevinget væsen efter Mit bud, og du helbredte de blinde og de spedalske på Mit bud, og da du jorde de døde levende på Mit bud. Og da Jeg holdte Israels børn borte fra dig, da du kom til dem med klare beviser. Men de vantro blandt dem siger: Dette er intet andet end åbenlyse bedrag!

(111) Og da Jeg åbenbarede til disciplene: Tro på Mig og Mit sendebud, sagde de: Vi tror, og bevidner, at vi er gudhengivne [Muslimer].

(112) Da disciplene sagde: O Jesus, Marias søn, mon din Herre kan sende os et bord med føde fra himlen? – sagde han: Frygt Allah, hvis I er troende.

(113) De sagde: Vi ønsker at spise deraf, og vore hjerter vil være fyldte af fred, og vi vil vide, at du visselig har talt sandhed til os, og vi vil (selv) være vidner derom.

(114) Jesus, Marias søn, sagde: O Allah, vor herre, send os et bord med føde fra himlen, så det skal være en fest for os, for at de første af os og de sidste af os, og et tegn fra Dig, og forsyn Du os, thi Du er den Bedste af (alle)forsørgere.

(115) Allah sagde: Se, Jeg sender det ned til jer, og den, der bliver vantro af jer herfra, kam vil Jeg visselig straffe med en straf, hvormed Jeg ikke har straffet nogen anden i alverden.

(116) Og da Allah vil sige: O Jesus, Marias søn, har du sagt til menneskene: tag mig og min moder som to guder ved siden af Allah? Han sagde: Hellig er Du og fri for alle mangler. Det passede sig ikke, at jeg skulle sige, hvad jeg ikke havde ret til. Havde jeg sagt det, så havde Du vidst det. Di ved, hvad der er i mig, men jeg ved ikke, hvad der er i Dig, thi du alene Den, der kender de skjulte ting.

(117) Jeg sagde ikke andet til dem end hvad Du havde befalet mig: Tjen Allah, min Herre og jeres Herre! Og jeg var vidne over dem, så længe jer var hos dem, men efter at Du lod mig dø, er Du (alene) vogter over dem, og Du er vidne til alle ting.

(118) Hvis du straffer dem, så er de Done tjenere, og hvis Du tilgiver dem, så er Du visselig den Almægtige, den Alvise.

(119) Allah vil sige: Dette er en dag, hvor deres sandhed vil gavne de sandfærdige. For dem (skal der være) haver, gennem hvilke floder strømmer, hvori de skal forblive evigt. Allah har velbehag i dem, og de har velbehag i Ham Dette er den store sejr.

(120) Kongedømmet over himlene og jorden og hvad der er i dem tilhører (alene) Allah, og Han er Mægtig over alle ting.